Halm
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Halmen er de strå, som bliver tilbage, når kornet er høstet. Halm består næsten af ren cellulose. De første landbrugere høstede med segl, hvor man kunne lade stråene blive på marken, men med indførelsen af leen opstod halm som et restprodukt, da man slår både strå og kerne. Når negene var tærsket, havde man halmen tilbage som et produkt, der kunne bruges som strøelse, tagdækning eller sengefyld.
De moderne høstmaskiner, mejetærskerne, efterlader stråene på marken. Derfor kræver det ekstra omkostninger at bjerge halmen. Det er grunden til, at det blev så populært en overgang at brænde halmen af, men de ukontrollerede halmbrande skabte følgevirkninger, som ikke var acceptable for samfundet. Derfor blev markafbrænding forbudt.
I dag bruges halmen - i store træk - til fire formål:
- Den kan snittes og nedfældes som jordforbedring, men det kræver, at man tilfører ekstra kvælstof som erstatning for det, som halmen forbruger ved sin omsætning til humus.
- Den kan presses til baller og bruges som strøelse.
- Den kan presses, pakkes i plastsække og behandles med ammoniak, så den får øget foderværdi.
- Den kan presses og bruges som CO2-neutralt brændsel.
- Den kan omdannes til bioethanol, som erstatning for benzin
