Konstantin den Store
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Konstantin I den Store (ca. 27. februar 272 - 22. maj 337) var romersk kejser fra 306 til sin død, og søn af Constantius I Chlorus og Helena, den senere Sankt Helena.
Konstantin, der muligvis var illegitim søn af Constantius, tilbragte de tidlige ungdomsår ved kejser Diocletians hof i Lilleasien, tilsyneladende delvis som en slags gidsel. Da Constantius blev kejser i vest 305, blev han dog sendt over til faderen, og ved dennes død i York år 306 udråbte tropperne Konstantin til kejser.
De følgende år udbrød der magtkamp mellem kejser Galerius, Valerius Severus, Maximinus Daia, Maxentius, Maximianus og Licinius. Konstantin klarede sig godt og fik efterhånden magten over store dele af Vesteuropa og besejrede og dræbte Maxentius i slaget ved den Milviske Bro uden for Rom i 312 - det slag, hvor han natten forinden, ifølge den kristne kirkehistoriker Eusebius, skulle have set et brændende kors på himlen og skriften " In hoc signo vinces" ved dette tegn skal du sejre, dagen efter malede Konstantin et kors på sine soldaters skjolde og vandt slaget. I en anden beretning var det bogstaverne Xp de græske bogstaver for kristus Chi (χ) og Rho, (ρ) Konstantin så. Flere nutidige historikere godtager, at der enten var et kors eller bogstaverne XP på deres skjolde. Men de mener ikke, at det var ment som kristne symboler, men nærmere symboler på solen, hvis dyrkelse Konstantin var ypperste præst for i Sol Invictus kulten.
De følgende år måtte Konstantin mødes med Licinius i Milano, og de opdelte Romerriget mellem sig, således at Konstantin fik den vestlige del. Følelserne var spændte mellem dem; i 324 besejrede Konstantin Licinius i et slag og lod ham henrette (hængt offentligt) for forræderi. Konstantin blev dermed enekejser.
To begivenheder har gjort Konstantins regering til en milepæl i romersk historie. Han var den første kejser, som legaliserede kristendommen, i år 313. Dermed blev grunden lagt for at kristendommen blev statsreligion i det romerske rige, selvom dette først skete under Theodosius den Store i ca. år 380. Gennem Konstantins regering udvikledes mange af de administrative kirkelige funktioner og institutioner, som senere dannede grundlaget for de europæiske stater i middelalderen, f. eks. bispedømmerne og de første kirkemøder.
For det andet lod han i årene 324-330 Konstantinopel opføre ved Bosporus og flyttede maj 330 hele rigets administration til byen, som nu blev rigets hovedstad. Herved lagdes grunden til det senere Byzantinske Rige. I øvrigt videreførte han Diocletians styrkelse af kejsermagten og tvangssystemet over for undersåtterne. Umiddelbart før sin død lod han sig døbe. Han synes at have forestillet sig en fælles ledelse af sine mandlige slægtninge, men sønnerne udryddede de fleste rivaler efter tronskiftet. Hans slægt bevarede magten til 363.
Generelt har Konstantin fået et godt eftermæle som en hersker, der genoprettede rigets orden efter tetrarkiets sammenbrud og pegede frem imod mere tolerante tider med sin religionspolitik. Han kunne dog godt vise sig brutal og resolut, både over for modstandere og familie, således lod han både sin ældste søn og sin hustru henrette under stadig delvis uafklarede omstændigheder
Det store spørgsmål i Konstantins historie er, om han var overbevist kristen eller blot af beregning accepterede den ny religion. Intet sikkert svar kan gives. Kristne historikere taler gerne om en omvendelse, mens nyere forskere peger på politiske motiver eller at han delvis accepterede kristendommens lære om én gud. I alle tilfælde betød hans regering begyndelsen til det lange forbund mellem fyrsterne og kirken i Europas historie.
[redigér] Litteratur på dansk
- Hal Koch: Konstantin den Store. Pax Romana - Pax Christiana. 1952; ny udg. 1961.
- Ole Vinding: Tolv romerske kejsere. 1971.
[redigér] Litteratur på engelsk
- Eusebius, Bishop of Caesarea: Eusebius' "Life of Constantine". Oxford, 1999. (Eng. overs. af samtidig, meget velvillig kilde).
[redigér] Eksterne henvisninger
| Efterfulgte: | Romerske kejsere | Efterfulgtes af: |
| Constantius I Chlorus 305 - 306 |
Constantius II 337-361 Konstantin II 337-340 Constans 337-350 |
