Lítla Dímun
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lille Dimon (færøsk: Lítla Dímun, læs [luitla duimun]) er den eneste ubeboede ø på Færøerne.
- Areal: 0,82 km²
- Indbyggere: 0
- Kommune: Hvalbiar kommuna
- Fjeld: Rávan, 414 m
Lítla Dímun ligger som den næstsydligste ø mellem Stóra Dímun og Suðuroy og bebos kun af lunder og får. Der er ca. 300 moderfår på øen (270 i 2004), og det årlige overskud i form af lam og får hentes i fællesskab hjem om efteråret og fordeles ligeligt mellem anpartshaverne. Øen er kendt for sit gode græs og fårene for deres gode kødkvalitet. Ejerne, dvs. fåreavlerne i Hvalba kommer jævnligt på øen. De har bygget en lille hytte af sten og tørv, beregnet til længere ophold, hvis vejret ændrer sig ugunstigt. Ofte kamuflerer skyer øen, så den ser ud som en vulkan i udbrud.
Lítla Dímun hører historisk-geografisk til naboøen Stóra Dímun og er beliggende øst for Sandoy og Hvalba på Suðuroy. Sprogforskere siger, at navnet Dímun har keltisk oprindelse. Første del af ordet, dí eller di, betyder to, mens sidste del, mun, er en rest af det keltiske ord muinn, som betyder nakke, ryg eller høj. Dvs. at Dímun betyder to nakker, to rygge eller to høje.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
Øen har aldrig været beboet af mennesker. Allerede færingesagaen beretter om, at der holdes får på øen.
Den 24. juni 1584 skete her et grind, hvor 4 grindehvaler blev dræbt. Det er begyndelsen af verdens ældste jagtstatistik, som føres til idag. Statistiken over grindedrab på Færøerne viser, at den var også var den eneste grind ved Lítla Dímun. Derfor er denne enestående begivenhed optegnet, for der findes overhovedet ingen bugt eller strand, hvor et fornuftig og traditionelt grindedrab er muligt at gennemføre.
I 1850 købte bønderne fra Hvalba og Sandvík øen på en auktion for 5.000 rigsdaler. Myten fortæller, at en repræsentant for monopolhandelen på Færøerne bød på øen for at få en højere pris for den daværende kongeligt ejede ø.
Der fandtes tidligere en unik fårerace på øen, men den eksisterer ikke længere. Fårene lignede mere geder, havde sort korthåret uld og var mindre end fårene i dag. De var vilde og derfor vanskelige at få fat på. Nogle år efter, at øen var solgt, blev denne race udryddet. De får, som man ikke fik fat i på sædvanlig vis, blev skudt ned. Tre udstoppede eksemplarer af racen findes på Føroya Fornminnissavn i Tórshavn.
I 1918 udspillede der sig en dramatisk strandingshistorie på Lítla Dímun. Den danske skonnert "Casper", der var på vej fra Spanien til Vágur med en ladning salt, blev på disse kanter overrasket af en forrygende orkan, som netop drev den ind under Lítla Dímun. Der var simpelthen intet for mandskabet at stille op, og da bunden blev slået ud af skibet, regnede de sig for dødsdømte. Deres forsøg på at nå i land ved at kappe stormasten slog fejl, da masten faldt i den forkerte retning.
I sidste øjeblik lykkedes det styrmanden at nå land med en line om livet og få resten af besætningen ind.
Her krøb de seks mænd sammen på en smal klippeafsats i storm og kulde, lige over den voldsomme brænding og resterne af deres skib.
På grund af de omgivende stejle fjelde var det dem ikke muligt at forlade klippeafsatsen, men det lykkedes dem efter et par dage at bygge en slags stenhytte lidt højere oppe, så de dog kunne få en smule læ. Proviant havde de intet af, og kaptajnen var oven i købet ret hårdt kvæstet. Man gjorde forsøg på at redde et par kasser fra skibet, men forgæves.
Forsøgene førte efterhånden til, at man blev dristigere til at færdes på klipperne. Omtrent halvvejs mellem klippens fod og dens top fandt man da en hule, der af hvalbingerne var indrettet for de mænd, der på visse tider af året arbejdede her i dagevis. Her var både ildsted og brændsel og en smule tran til en lampe, samt det allervigtigste – en æske tændstikker.
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det, mens man endnu havde lidt kræfter i behold, at fange to får og en syg fugl. Alt af dyrene blev spist undtagen uld og fjer. Selv knoglerne tyggede man på.
Efter sytten dages forløb var kræfterne ved at ebbe ud. Da kom endelig en færøsk fisker så nær, at der skulle være mulighed for kontakt. Flere gange tidligere havde man set både, som man forsøgte at råbe an uden held. Nu væltede man i desperation hele bålet med alle dets gløder ned ad skrænterne. Fiskerne opdagede det og trak skyndsomt snørerne ind og sejlede bort fra øen! De troede vel, at det var spøgelser, men nej, nogle timer efter kom der effektiv assistance, og alle blev reddet.
En af de skibbrudne bosatte sig på Færøerne.
[redigér] Fåreture
Hvert efterår tager ca. 40 drenge og mænd med en fiskekutter og to robåde på slæb ud til Lítla Dímun for at hente fårene. Landgangen sker fra de typiske færøske robåde. Der er flere landgangssteder, som benyttes under hensyntagen til strømforholdene på det givne tidspunkt. Mændene er udstyret med lange stave, kaldet "det tredje ben", og uldsokker om støvlerne for ikke at glide på de stejle klipper under den vanskelige opstigning. Der bruges ikke reb, men man har lært af generationers erfaring, så ulykker i nutiden sker sjældent.
Nede fra kutteren følges sammendrivningen af fårene højt oppe med spænding. Af sikkerhedsgrunde følger kutteren folkene hele øen rundt. Hver mand kender sin opgave, og man hører sjældent lederens kommando. I 100-300 meters højde dannes langsomt en menneskekæde med net imellem sig. På denne måde drives fårene med solen rundt om øen mod en fårefold på nordsiden.
Det sker undertiden, at en gruppe af de mere intelligente får undgår at blive fanget. For at undgå at en stærk gruppe af vildfår opstår, skyder man med jævne mellemrum de genstridigste. Af og til lykkes det folkene at jage ca. 20 får ud på en smal sti, der ender ved afgrunden. En mand får til opgave at hente fårene, og det ser livsfarligt ud, når han går ud på den smalle sti med 2-300 m ned til havet. Der er ikke plads til at binde fårenes ben, så fåret bliver taget op på nakken, hvorefter han drejer rundt og forsigtigt går tilbage ad afgrundsstien.
Sent på dagen hejses fårene, fem ad gangen, de 40 m. ned til den ventende robåd med en besætning på fire. Fårene landes forsigtigt på et blødt underlag i bunden af robåden. Femten får i alt er der plads til. Efter en hård rotørn landes fårene vel oppe på kutterens dæk. På grund af de uvante forhold er fårene helt lamslåede og passive og stiller sig tæt sammen på fiskekuttern. Hvilken kontrast til den hurtighed, de viste i deres naturlige område!
Sent om aftenen efter at kutteren igen er nået hjem til Hvalba, er mange kommet ned på kajen for at overvære ankomsten. Fårene løftes i land, vejes, placeres systematisk i lige rækker og fordeles til de forskellige ejere.
[redigér] Vegetation
Lítla Dímun er den færøske ø med det mindste artsantal i den færøske flora.
| Færøsk | Dansk | Latin |
|---|---|---|
| Árshúsagras | enårig rapsgræs | Poa annua |
| Hálshvít Baldursbrá | lugtløs kamille | tripleeurospermum maritima |
| Jarðlagdur krásarvi | almindelig firling | Sagina procumbens |
| Læknaeirisgras | læge-kokleare | Cochlearia officinalis |
| Opinekruarvi | fuglegræs | Stellaria media |
| Reyðvingul | rød svingel | Festuca rubra |
| Rísið húsagras | almindelig rapsgræs | Poa trivialis |
| Ullhært legugras | fløjlsgræs | Holcus lanatus |
| Vanligt høsnagras | almindelig hønsetarm | Cerastium fontanum |
[redigér] Kilde
- Erik Christensen, Porkeri. marts. 2003
[redigér] Eksterne henvisninger
- Faroestamps.fo - Lítla Dímun (på dansk)
- NGS.fo - planteliste Lítla Dímun (færøsk - botanisk)
 |
Færøerne |  |
|---|---|---|
| Borðoy | Eysturoy | Fugloy | Hestur | Kalsoy | Koltur | Kunoy | Lítla Dímun | Mykines | Nólsoy | Sandoy | Skúvoy | Stóra Dímun | Streymoy | Suðuroy | Svínoy | Vágar | Viðoy| |
