Vetus Latina
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vetus Latina, gammel latin, er en fællesbenævnelse for den store gruppe af latinske bibeloversættelser, der havde været i brug siden det 2. århundrede og indtil Hieronymus' standardiserede og autoriserede latinske oversættelse, Vulgata, kom i det 5. århundrede.
Med kristendommens udbredelse i Romerriget var det blevet mere og mere almindeligt med latinske oversættelser i stedet for de græske, man hidtil havde benyttet. I Nordafrika, Spanien, England, Gallien og Germanien fandtes derfor et utal af latinske bibeloversættelser, ofte af stærkt svingende karakter og kvalitet - og ofte oversættelser, der var foretaget af de lokale lærde.
Derfor var der også ofte uoverensstemmelse mellem de forskellige oversættelser.
De ældste af disse latinske oversættelser finder man ikke i Rom, som man ellers kunne forvente, men i de romerske provinser i det nordlige Afrika hvor især Cyprianus, biskop i Karthago, var med til at udbrede det latinske sprog. I Rom var sproget blandt de kristne græsk helt op til det 3. århundrede. Paulus skrev f.eks. sine breve på græsk, ligesom flertallet af de romerske biskopper talte græsk.
I Torino i Italien findes i dag fragmenter af en kopi fra den bibel, Cyprianus benyttede. Den kaldes Codex Bobbiensis, og indeholder brudstykker af Markusevangeliet og Mattæusevangeliet. I Paris findes fragmenter af Johannes' Åbenbaring og Apostlenes Gerninger fra samme Bibel. De kaldes Codex Floriacensis. Endelig findes der i Trento Codex Palatinus, et skrift fra det 5. århundrede som også er af nordafrikansk oprindelse.
Et andet interessant vetus latina skrift er Codex Colbertinus, der også bærer præg af den nordafrikanske indflydelse. Disse afrikanske bibler er spændende. Dels kan de fortælle os om den tidlige kristendoms udbredelse i Nordafrika, og dels kan de give vigtige oplysninger om de græske skrifter, de er oversat efter.
De er, omend indirekte, de tidligste øjenvidner til de originale græske skrifter, og dermed tættere på forfatterne end de bibler, der kom i kølvandet på Vulgata. Ofte kan de tidsbestemmes meget nøje, idet man har kendskab til de biskopper og kirkefædre, der benyttede dem.
Mange af de senere græske og latinske oversættelser mangler geografiske referencer og tilknytning til enkeltpersoner.
I det 4. århundrede og 5. århundrede ser man de første europæiske latinske oversættelser, Codex Vercellensis og Codex Veronensis, fra henholdsvis Vercelli og Verona. To interessante bibler ud fra både historisk og religiøs betydning.
Med Vulgata fik man så i det 5. århundrede et fælles skrift, der, omend modstræbende i begyndelsen, hurtigt bredte sig i den kristne verden, og som med tiden blev benyttet til oversættelser til lokale sprog.
 |
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
