Xylofon
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En xylofon er et slagtøjsinstrument af ukendt oprindelse.
Xylofon er antagelig opstået i Afrika. I vestlig musik er de det ældste vidnesbyrd om dets musikalske anvendelse fra 1511. Xylofonen er et slaginstrumentet. Den består af træstykker (taster) i forskellig størrelse, der ligger over nogle rør, kaldet resonansrørene. Når man anslår tasterne vibrerer luften i rørene, og der frembringes en lyd.
Man anslår xylofonen med enten træ- eller gummikøller. Disse findes i forskellige hårdheder og størrelse.
Xylofonen er et solistinstruent, som dog også nogle gange også bruges i orkestre.
Der findes forskellige træsorter, som man laver xylofoner af. Den billigste er Pardouk som også er meget billigt. En dyrere træsort, med meget bedre klang og fylde i lyden er rosentræ som især bruges til "gode" solist og orkesterxylofoner. Pardouk bruges mest til bilige "øvexylofoner" som man ofte har i folkeskolens musiktimer.
Xylofonen strækker sig typisk over 3½ oktaver, men kan fås helt op til 5. Marimbaer stækker sig som standard over 4-5 oktaver. Vibrafonen er på størrelse med en xylofon. På marimbaen er rørene typisk meget større end på xylofonen, og de er nogle gange også bukkede for neden, i den laveste oktav.
Marimbaen er en større og mere kompliceret form for xylofon. Der findes også vibrafoner, der har stave af metal og en dæmperpedal, som bruges til at fjerne klangen der hænger meget længe i en vibrafon. Marimbaen og vibrafonen anslås med filtkøller. Vibrafonen kan dog også anslås med hårde gummikøller.
