Danmark-Norge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Danmark-Norge i 1780.

Danmark-Norge var betegnelsen for tvillingeriget efter Kalmarunionens endelige sammenbrud i 1523, da Sverige erklærede sig uafhængig. Særligt fra 1537, hvor det norske rigsråd ophørte med at eksistere, og personalunionen mellem landene ophørte. Den blev erstattet af helstaten. Norge blev løsrevet fra Danmark i 1814 ved Freden i Kiel. I Norge blev perioden 1380-1814 særligt i 1800-tallet betegnet som "400-årsnatten".

[redigér] Opløsning af Kalmarunionen

De sidste rester af Kalmarunionen forblev indtil 1536, hvor det danske rigsråd, efter Grevens Fejde og mod det norske rigsråds viden, erklærede Norge for en dansk provins. Da Norge var et arvekongedømme, var det i kongens interesse at beholde Norge i en mindre grad af uafhængighed. Det for at sikre valgretten til den danske trone til fremtidige medlemmer af kongehuset. Norge beholdt nogle institutioner og dets lovvæsen, men de tidligere norske besiddelser Island, Grønland og Færøerne kom under den danske krone.

[redigér] Indførelsen af enevælde

I 1660 indførte Kong Frederik III enevælden og arvekongedømme, der udnytter uenigheder mellem adelige og borgerlige i stænderforsamlingen. Med enevældens indførelse mister "den gamle adel" meget af deres indflydelse og flere gamle privilegier afskaffes. En ny række privilegier indføres på den anden side over for en ny type adelsmænd (friherrer), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system. Det betød den endelig opløsning af det danske rigsråd, der var ledet den gamle adel.

[redigér] Helstaten

Helstaten opstod i forbindelse med en række aftaler med den russiske zar i 1773, der sikrede den enevældige danske konges suverænitet over tvillingeriget og Holsten. Danmark-Norge indgik også en grænseaftale med Sverige i 1753, der sikre herredømmet over Finnmark i Nordnorge. Samtidig var der ingen nævneværdig trussel mod Danmark-Norge efter 1720, det gjaldt helt op til slutningen af 1700-tallet. Med bevarelsen af helstaten, lå der i at skabe enighed og sammenslutning mellem de forskellige folk i helstaten. Det var primært nordmændene, danskerne og holstenerne. Andre folk inkluderede samerne i Nordnorge og de forskellige befolkningsgrupper i kolonierne.

På grund af helstatens flerkulturelle sammensætning var det svært at finde et fælles fodfæste. Spørgsmålet var, om der var et folk i helstaten, eller om helstaten var sammensat af flere folk og fædrelande. For de magthavene efter 1784, (J.H.E. Bernstorff, H.C. Schimmelmann samt Ditlev og C.D.F. Reventlow), var det afgørende, at ungdommen fik udviklet følelsen af fællesskab med andre sprog og kulturer i helstaten. Hovedsaglig i perioden fra 1784 til 1814 blev der gennemført dybtgående reformer, såsom Forordning om fæstebondens retsstilling i 1787, ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788; Trykkefriheden sikres i 1790, men skærpes igen i 1799.

[redigér] Samfundsmæssige forhold i riget

Økonomisk set fungerede Danmark og Norge perfekt sammen, da Norges svaghed fra gammel tid var et underskud af landbrugsvarer, der blev opvejet af dansk landbrug. Norges stærkeste kort i unionen var dets skove, som Danmark manglede, da man efter Den store nordiske Krig, hvor man afgav de skånske landsdele, skulle opretholde en mægtig flåde. Faktisk blev Norge på Danmarks bekostning bevidst anlagt som foregangsland, hvad angik industrialiseringen, da man også havde adgang til mineraler og metaller. De norske jernværker hadde monopol på leverancer af jern til Danmark, mens Danmark på sin side havde monopol på kornleverancer til Norge. Men gjaldt det karrieren og at opnå et embede, så måtte man tage til København, hvor universitetet lå og et søkadetakademi, der uddannede flådens officerer. København satte sine spor på de nordmænd, der flyttede til Danmark, og det prægede norsk sprog. Dansk var det eneste disponible skriftsprog til forskel fra det talte norske almuesprog, og mange af de veluddannede vendte overhovedet ikke hjem igen. Mange embedsmænd og næringsdrivende fra Danmark og Hertugdømmerne udvandrede til Norge og blev boende dér som gode nordmænd.

Det blev en kendt legende i Norge, at landet gennem århundrederne var nedbøjet og forsumpet under det danske herredømme, men denne opfattelse blev aldeles ikke delt af datidens nordmænd. De dansk-norske konger skulle mindst én gang i deres regeringstid på en rundfart til Norge, men nordmændene så ikke mere til kongerne, end danskerne gjorde i Jylland og på de fleste øer.

[redigér] Napoleonskrigene

Siden 1801, hvor de første sammenstød mellem de engelske og dansk-norske skibe skete, havde forbindelsen mellem Danmark og Norge været afbrudt af engelsk besættelse af Kattegat. Der herskede hungersnød i Norge, og økonomien var brudt sammen. Men kong Frederik 6. vedholdt sin alliance med Frankrig. For at beholde Norges loyalitet i unionen, sendte kongen sin fætter Prins Christian Frederik (senere Christian 8.) til Norge som statholder. Prinsen nåede til Norge til trods for engelske krigsskibe – forklædt som fisker i en fiskerbåd.

De tætte politiske bånd mellem Danmark og Norge blev brudt i 1814 ved Freden i Kiel. De allierede ville ikke stille større krav til Danmark-Norge i forhold til rigets rolle i Napoleonskrigene. Sverige ville det dog anderledes, da man i århundreder havde søgt at erobre Norge, men specielt efter landets afståelse af Finland til Rusland i 1809. Som tak for den svenske deltagelse i krigen på allieret side blev Norge afstået til kongen af Sverige.

Danmark fik overdraget de gamle norske kolonier Færøerne, Island og Grønland, da de havde været under norsk lov siden før unionens tilblivelse. Som kompensation for afståelsen af Norge til den svenske konge, fik Danmark de svenske besiddelser i Nordtyskland. Danmark lavede dog en byttehandel med Preussen, som overtog Pommern og Rügen mod overgivelse af Lauenburg tæt ved Holsten.

[redigér] Opløsning og personalunion med Sverige

Nordmændene blev chokerede over, at den over fire århundreder gamle union var opløst, og for at undgå en sammenslutning med Sverige, søgte man at skabe et uafhængigt Norge med datidens frieste forfatning i Europa. Prins Christian Frederik (tronarving til Norge) gik i spidsen for den norske selvstændighedsbevægelse og sammenkaldte en grundlovgivende Rigsforsamling på Eidsvoll. Prinsen blev valgt til konge af det selvstændige Norge på Eidsvoll 17. maj 1814.

Norges uafhængighed blev imidlertid af kort varighed. Sveriges hær under ledelse af kronprins Carl Johan angreb i juli, og 14. august måtte Norge indgå våbenhvile ved konventionen i Moss. Christian Frederik gik med på at sammenkalde et ekstraordinært Storting og derefter frasige sig den norske trone. Stortinget skulle så gennemføre de forandringer i grundloven, som var påkrævet for at indgå i en personalunion med Sverige. Norge fik i hovedsagen lov til at beholde Eidsvoll-forfatningen, og Stortinget kunne 4. november vælge Sveriges konge til konge af Norge, tilsyneladende frivilligt. Unionen blev dog meget løs. Kun kongen og udenrigsstyrelsen var fælles for de to riger.

Selvom Norge blev tvunget ind i en union med Sverige, blev de tætte kulturelle bånd mellem Danmark og Norge opretholdt. Det norske uddannelsessystem var stadigt nært knyttet til det danske, og det norske skriftsprog var frem til begyndelsen af det 20. århundrede rent dansk. Der var en langt større kulturel kontakt mellem Danmark og Norge efter 1814 end mellem Norge og Sverige.