Frugtbare halvmåne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den frugtbare halvmånes udstrækning

Frugtbare halvmåne er navnet på et frugtbart område i Mellemøsten, hvor landbrug opstod som et af de første steder i verden. Begrebet blev skabt af arkæologen James Henry Breasted fra University of Chicago.

Indholdsfortegnelse

1 Geografi
2 Klima
3 Oprindelig flora og fauna
4 Dyrkede og tæmmede arter
- 4.1 Tæmning af dyr
- 4.2 Dyrkning af planter
  - 4.2.1 Afgrøder
5 Fra fødeindsamling til fødeproduktion
6 Historisk forløb
7 Se også

[redigér] Geografi

Området dækker det nuværende Israel, Vestbredden og Libanon samt dele af Jordan, Syrien, Irak og det sydøstlige Tyrkiet. Det strækker sig langs østkysten af Middelhavet, nord om den syriske ørken og gennem Mesopotamien til den Persiske Golf. Floderne Jordan, Tigris og Eufrat sikrer området en tilstrækkelige vandforsyning. Det var inden for denne bue, at menneskene første gang udskiftede en levevis i afhængighed af de lokale fødenicher med en levevis, baseret på omdannelse af nicherne til fødeproduktion. Dette bueformede landbrugsområde kaldes for Den Frugtbare Halvmåne.

Det har beskæftiget forskningen i mere end 100 år at afdække, hvorfor landbrugsrevolutionen foregik netop i dette område. Hvad var forudsætningerne? Hvad fremkaldte omskiftelsen? Hvordan foregik den?

[redigér] Klima

Klimaet var dengang som nu præget af Middelhavets indflydelse. På den ene side tørre, varme somre og på den anden side milde vintre med nedbør fra vest.

I den yngre Dryastid (ca. 9000 f.Kr. – 8000 f.Kr.) ændrede klimaet sig i retning af mere kølige, men også mere tørre forhold. Samtidig med afsmeltningen af indlandsisen over Nordeuropa skete der en flytning af vestenvindsbæltet nordpå. Det medførte ændringer i sammensætningen af plantesamfundene i Den Frugtbare Halvmåne. Disse ændringer kan følges i en glidende forandring af de fødeemner, befolkningen indsamlede.

Klimaændringen betød, at befolkningen blev presset sammen i de restområder, der endnu rummede brugbar føde. Det gav en befolkningsforøgelse, men også et stigende pres på livsgrundlaget. Man kan konstatere, at bebyggelserne blev tidoblet i størrelse i overgangsfasen.

[redigér] Oprindelig flora og fauna

Den Frugtbare Halvmåne havde været beboet af mennesker i mindst 10.000 år, før klimaændringen indtraf. Vegetationen bestod indtil da af lyse skove med eg og fyr som de dominerende arter. Med klimaændringen fulgte, at græsstepper bredte sig på de mest tørre områder, mens skovene fortsat fandtes langs vandløb og søer.

Zagrosbjergenes skovsteppe er en økoregion, som giver et indtryk af, hvordan vegetationen må have set ud ved landbrugskulturens begyndelse. Se også Zagrosbjergene.

[redigér] Dyrkede og tæmmede arter

[redigér] Tæmning af dyr

Urbefolkningens levevis som jægere og samlere gav dem kendskab til de plante- og dyrearter, der blev genstand for senere dyrkning og tæmning, og der gik en lang periode med målrettet jagt forud for tæmningen af husdyrene. Det kan ses, at de forskellige dyrearter blev taget ind til tæmning på forskellige steder i området, selv om det kan være besværligt at afgøre, om knoglefund tyder på jagt eller husdyrhold. Der findes dog nogle træk, som afslører tæmning:

tamdyr er mindre end vildarterne (det gør dem lettere at styre)
knoglefundene domineres af ungdyr (avlsdyrene blev ikke slagtet så ofte)
antallet af knoglefund er højere, end det er tilfældet i en jægerkultur

Geden blev tæmmet først, ca. 7000 f.Kr., i de østligste og mest tørre egne, some er velegnede for geder.
Fåret blev tæmmet ca. 6700-6200 f.Kr i det centrale område ved Kaukasusbjergenes fod.
Svinet blev tæmmet 6500 f.Kr. i det centrale og vestlige område.
Kvægets tæmning er ikke helt klarlagt, men den foregik sandsynligvis i den vestlige del omkring 6000 f.Kr.
Kvæg og svin blev tæmmet to gange uafhængigt af hinanden, nemlig i Den Frugtbare Halvmåne og i Østasien.

[redigér] Dyrkning af planter

De første steder, hvor der findes spor af plantedyrkning, ligger i den vestlige del af Den Frugtbare Halvmåne: Abu Hureyra (Syrien) og Jeriko (Israel). De vilde kornsorter var vigtige fødeemner allerede i jæger-samler kulturen, og de vigtigste afgrøder var fra begyndelsen frø af vildt korn. Der er tegn på, at jæger-samlerne så tidligt som 15.000 f.Kr. brugte vilde kornsorter, og i Abu Hureyra brugte man 157 forskellige plantearter i tidsrummet mellem 9000 f.Kr. og 8000 f.Kr. Det tidligste bevis for dyrkning har man i rug, som blev avlet ved Abu Hureyra ca. 11.000 f.Kr.

I løbet af perioden mellem 8000 og 6000 f.Kr. blev 8 vigtige afgrøder taget ind til dyrkning. Toradet Byg (Hordeum vulgare) blev dyrket nær det nuværende Damaskus i 7800 f.Kr., og i 7500 dyrkede man Emmer (Triticum turgidum) ved Jeriko, mens man samtidig dyrkede Enkorn (Triticum monococcum) ved Abu Hureyra.

Bælgplanter og kornafgrøder var fødegrundlaget for de første landbrugskulturer, men man kender kun lidt til bælgplanterne, ud over at det drejede sig om Linse (Lens culinaris), Almindelig Ært (Pisum sativum), Kikært (Cicer arietinum) og Perlebælg (Vicia ervilia). Desuden dyrkede man Almindelig Hør (Linum usitatissimum) til brug for fremstilling af stof.

[redigér] Afgrøder

Kornarter

Havre (Avena)
Byg (Hordeum)
Rug (Secale)
Hvede (Triticum)
Gedeøje (Aegilops)

Bælgplanter

Kikært (Cicer)
Linse (Lens)
Ært (Pisum)
Valsk bønne (Vicia faba)

Grønsager

Salat (Lactuca sativa)
Kål (Brassica)
Løg (Allium)
Gulerod (Daucus)
Artiskok (Cynara scolymus)
Sennep (Sinapis)

Krydderier

Kommen (Cumminum cyminum)
Peber-Mynte (Mentha piperita)
Fennikel (Foeniculum vulgare)
Sesam (Sesamum indicum)

Fibre

Almindelig Hør (Linum usitatissimum)

Foderstoffer

Sneglebælg (Medicago)
Vikke (Vicia)

Frugter og nødder

Oliven (Olea europea)
Figen (Ficus carica)
Dadel-Palme (Phoenix dactylifera)
Almindelig Vin (Vitis vinifera)
Granatæble (Punica granatum)
Pistacie (Pistacia)
Stenfrugt (Prunus)
Mandeltræ (Prunus dulcis)

Tømmer

Ædelgran (Abies)
Akacie (Acacia)
Ægte Kastanje (Castanea sativa)
Ceder (Cedrus)
Orientalsk Bøg (Fagus orientalis)
Almindelig Valnød (Juglans regia)
Fyr (Pinus)

Farvestoffer

Oksetunge (Anchusa italica)
Indigo (Indigofera)
Krap (Rubia tinctoria)

Seksradet Byg

Enkorn

Linseplanter

Moden Hør

[redigér] Fra fødeindsamling til fødeproduktion

Overgangen fra jæger-samler kulturen, hvor menneskene var en del af de lokale biotoper, til landbrugskulturen, hvor menneskene omformer biotoperne efter behov, blev tidligere kaldt den "Neolitiske revolution". Forskerne antog i begyndelsen, at skiftet var sket hurtigt, sådan at agerbrug og bykultur var fulgtes ad. Moderne undersøgelser har dog vist, at det ikke foregik på den måde, og at der var en lang periode med gradvis overgang fra den ene livsform til den anden. Ved Abu Hureyra nåede man f.eks. først frem til fuldstændig afhængighed af landbruget omkring 6500 f.Kr., mens det ved Asikli i det nuværende Tyrkiet skete allerede omkring 8000 f.Kr. Derimod er det tydeligt, at når overgangen til landbrug blev fuldstændig, var den ledsaget af et skift i kulturen som helhed.

Indtil da havde man en høj befolkningstæthed og en indviklet opstilling af bygninger, mens al dyriske føde og næsten al planteføde stammede fra vilde arter. Ved Çatalhöyük i Tyrkiet var bebyggelsen i brug mellem 7000 og 6000 f.Kr., og befolkningstallet lå på omkring 10.000, men der var ikke tale om en egentlig by, for den havde meget lidt social organisering. Alle i byen ser ud til at have spist en kombination af landbrugsafgrøder og indsamlede, vilde fødeemner.

[redigér] Historisk forløb

[redigér] Overgangsfasen

Skiftet til fødevareproduktion skete formentlig først i Den Frugtbare Halvmåne, fordi man der kunne finde dyrkbare græsarter (enkorn, emmer og byg) i egeskovene. Derfor kunne ændringen ske over en lang periode, hvor man gradvist gik over til at dyrke de vilde kornarter, som blev mere og mere vanskelige at finde i de resterende skove.

Ved Jeriko dyrkede man omkring 10.000 f.Kr. mere end 100 arter af fødeplanter, medicinplanter og farveplanter. Man havde fremstillet de nødvendige redskaber: kornsegl, gruttesten og beholdere til opbevaring af afgrøderne, hvad der i høj grad styrkede brugen af planter. Desuden skete der en bevidst eller ubevidst udvikling af de kornsorter, som stadig udgør ca. 70% af den globale fødevaredyrkning.

[redigér] Byg

Toradet byg var fra begyndelsen den mest dyrkede kornsort, som kendes fra ca. 7800 f.Kr. Den mere kendte seksradet byg dukkede op omkring 6000 f.Kr., muligvis som en følge af kunstvanding. Den blev basismad for de antikke kulturer: Ægypterne, Babylonerne og Hittitterne.

I det gamle Ægypten blev byggen brugt til fremstilling af både øl og brød. Kornet blev tærsket, malet og formet til brød, som blev bagt. Nogle af brødene blev spist, mens andre blev gæret.

Byggen blev senere stort set fortrængt af hvede, men den bruges stadig til dyrefoder, alkoholiske drikke og visse typer madlavning. Byg er stadigvæk bedre at dyrke under kølige, forblæste forhold end hvede. Desuden har den en kortere vækstperiode, og den tåler salt i jorden.

[redigér] Hvede

Enkorn (Triticum monococcum) er udviklet fra vild énkorn (Triticum boeoticum), som hører hjemme i Den Frugtbare Halvmåne og findes endnu vildtvoksende i Tyrkiet, Irak og Iran. Enkorn er en primitiv kornsort med 1-2 korn pr. småaks. Denne vildform findes i store mængder ved arkæologiske udgravninger.

Emmer (Triticum turgidum) er ligesom enkorn en primitiv kornart. Den er udviklet ud fra vild emmer (Triticum dicoccoides), som er opstået allerede for omkring 50.000 år siden ud fra en krydsning mellem de vilde græssser (Triticum urartu) og (Aegilops speltoides). Dyrket emmer har siden udviklet sig til til former med nøgne kerner, hvoraf især durum-hvede, som stadig dyrkes i større stil.

Moderne hvede (Triticum aestivum) findes for første gang i Nildalen 5000 f.Kr. Det er en hexaploid nøgen form af spelt, som igen er opstået ud fra en krydsning mellem emmer og vildarten Triticum tauschii, som har et højt proteinindhold, og som er meget let at tærske, men den fortrængte alligevel ikke emmer fuldstændigt.

[redigér] Ny kultur

Landbrugskulturen er ledsaget af en ændring i den religiøse opfattelse. Flere steder ser man tegn på offerritualer. I Çayönü i nutidens Tyrkiet fandt man f.eks. en poleret stenplade og en kniv med både menneskeligt og dyrisk blod på. Stenen var omgivet af hovedskaller, hvad der tilsyneladende passer godt med fundene på et andet sted i Tyrkiet, nemlig Çatalhöyük. Der fandt man hovedskaller dækket med ler og med muslingeskaller i øjenåbningerne. Der var også en kvindelig gudefigur og vægmalerier, som viser hovedløse lig, der bliver ædt af gribbe.