Knud Lavard
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Søn af Erik 1. Ejegod. Muligvis født på borgstedet Hagerup ved Slangerup, hvor hans fader blev født, da byen sammen med Dalby i Skåne var sæde for Svend Estridsens hof. Erik Ejegod og hans hustru døde under en rejse til Palæstina, og derfor voksede Knud Lavard op hos Skjalm Hvide. Da han selv blev myrdet, voksede hans søn, Valdemar I den Store op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med denne sønner Absalon og Esbern Snare.
Knud Lavard blev udpeget af kong Niels til jarl af Sønderjylland - en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk Obodritterne i Holsten. Efter på denne vis at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige, blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, kong Niels' søn Magnus den Stærke, som så ham som en farlig konkurrent til tronen.
Knud Lavard har mere eller mindre indirekte været årsag til de stridigheder, der senere er opstået Slesvigområdet (1848 og 1864), da han samtidigt var underlagt den danske konge og den tyske kejser.
Han var også konge af Obodritterne, og hans tilnavn betyder herre på Saksisk og andre germanske sprog, men oprindelig = "brødgiver", jf. engelsk lord.
Knud Lavard var far til den senere kong Valdemar den Store der i 1169 fik Knud Lavard helgenkåret
[redigér] Hør også
Knud Lavard, på albummet af Skousen & Ingemann Herfra hvor vi står
[redigér] Kilder/referencer
- Palle Laurings Danmarkshistorie
- St. Knudsgilder 2006
