Kongens Nytorv
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kongens Nytorv er et torv i København. Det blev grundlagt i 1670 af Christian 5., der havde arvet tronen samme år, efter forbillede i Place Vendôme i Paris.
Pladsen blev grundlagt, hvor Østerport frem til 1647 havde stået. Efter byportens og voldenes flytning lå pladsen ubebygget hen og blev brugt som losseplads og landingsplads for hallandske både, der lagde til i den lille vig Krabbeløkke ved det nuværende Nyhavn. De gamle volde og voldgrave og affaldsdyngerne havde efterladt pladsen, som et kuperet terræn, hvorfor den i skæmt kaldtes Hallandsåsen, efter den svenske bjergstrækning af samme navn.
Kongen bestemte, at grundejerne gerne måtte bebygge torvet, men kun med fornemme huse. I de følgende år skød en række palæer op omkring torvet. Det første var Gyldenløves Palæ (det nuværende Charlottenborg), der blev opført i årene 1672-83 af Ulrik Frederik Gyldenløve. Dernæst fulgte Thotts Palæ fra 1683, opført af Niels Juel, der i dag huser den franske ambassade.
I 1688 indviedes midt på pladsen et haveanlæg i barokstil omkranset af en dobbelt trærække, der fik tilnavnet Krinsen, der betyder “kreds”. I midten rejste Christian 5. en forgyldt rytterstatue af sig selv.
I 1749 blev pladsen omdannet til eksercerplads af Frederik 5. Haveanlægget blev nedlagt og træerne fældet, og kun rytterstatuen stod tilbage.
Efter enevældens afskaffelse i 1800-tallet var tiden ikke til militærparader, og den dobbelte trærække blev genplantet, og i 1908 blev haveanlægget genskabt.
I årenes løb var rytterstatuen, der var udført i bly forgyldt med ægte guld, sunket sammen. Efter 2. verdenskrig blev statuen erstattet af en tro kopi, dog i stedet udført i bronze.
Efter opførelsen af det nuværende Kongelige Teater i 1870'erne blev det tidligere teater nedrevet, hvorved Kongens Nytorv udvidedes med den åbne plads mellem teateret og Hotel du Nord. Hotellet lå, hvor Magasin du Nord ligger i dag.
I 1991 vedtog Københavns Borgerrepræsentation en plan for en restaurering af torvet, og samme år blev haveanlægget restaureret, og Krinsens granitbelægning fornyedes. Af økonomiske årsager strandede planerne om restaurering af resten af pladsen imidlertid.
I 1998 var træerne så plaget af elmesyge, at de måtte fældes. Det blev genstand for offentlig debat, om træerne skulle genplantes, eller om pladsen skulle gøres lysere og mere åben uden træer. Det endte dog med, at man i efteråret 2001 plantede 80 lindetræer om Krinsen.
Københavns metro åbnede i oktober 2002 og havde fra starten en station på Kongens Nytorv. I august 2002 til september 2005 undergik torvet som del af renoveringen en større trafiksanering. Vejbanerne blev trukket længere ud og gav derved mere plads til selve torvet. I maj 2004 blev byggerodet brolagt med midlertidig asfalt, så det nygifte kronprinsepar, Frederik og Mary, kunne køre gennem byen i karet.
Kommunen havde dog ikke råd til at færdiggøre renoveringen af torvet. Et gammelt forslag om at finansiere renoveringen ved at bygge et underjordisk parkeringsanlæg var blevet nedstemt af Borgerrepræsentationen i 2000 som følge af folkelig modstand. I april 2003 meldte der sig en anonym fond, der ønskede at sponsere projektet med 50 millioner kr., hvilket muliggjorde projektets færdiggørelse. 8. juni 2004 blev det offentliggjort, at donoren var Oticon Fonden, i anledning af Oticons 100 års jubilæum samme dag.
[redigér] Kongens Nytorv i dag
Hver sommer mødes årets kuld af nyudklækkede studenter fra Københavnsområdet og danser om rytterstatuen. Denne tradition er over 100 år gammel.
Hver vinter omdannes Kongens Nytorv til en stor skøjtebane, hvor københavnere og turister gratis kan tage sig en skøjtetur rundt om Krinsen (dog ikke vintrene 2003/4 og 2004/5 pga. torvets ombygning).
[redigér] Nuværende bygninger på Kongens Nytorv
- Det Kongelige Teater (opført 1872–74 til afløsning af det foregående teater som lå mellem det nuværende teater og det nuværende Magasin)
- Charlottenborg (tidl. Gyldenløves Palæ, opført 1672-1683)
- Thotts Palæ (opført 1683), huser i dag Den Franske Ambassade
- Kongens Nytorv 8 (opført 1908), frem til 1979 hovedkvarter for A.P. Møller, huser i dag Jyllands-Posten
- Kongens Nytorv 26 (opført 1893), frem til 2003 hovedsæde for GN Store Nord (det daværende Store Nordiske Telegraf-Selskab), huser i dag bl.a. en Bang & Olufsen-forretning
- Hotel D’Angleterre (opført 1874)
- Hviids Vinstue (opført 1767)
- Café a Porta (opført 1792)
- Magasin du Nord (1893–94)
- Erichsens Palæ (opført 1797–99), siden 1889 hovedsæde for den daværende Kjøbenhavns Handelsbank, der sidenhen fusionerede til Danske Bank.