Konstitutionelt monarki

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et konstitutionelt monarki er et demokratisk regeringssystem, hvor statsoverhovedet er en monark, normalt under en skreven grundlov.

En undtagelse er Storbritannien, som har et af de ældste konstitutionelle monarkier, men ikke har en skreven grundlov. I stedet fungerer det under en samling af skrevne love, uskrevne regler, royale privilegier og traditioner, som tilsammen former Storbritanniens uskrevne grundlov.

I et konstitutionelt monarki overgår posten som statsoverhoved ved arv inden for en royal familie. I et konstitutionelt monarki er statsoverhovedet ikke regeringsleder, men den person hvis navn koordinerer det parlamentariske systems regeringsfunktioner. Der er undtagelser. Både Kongen af Sverige og Japans kejser er udelukket fra den praktiske proces i regeringsledelsen af deres landes moderne forfatninger. Begge lande betegnes dog som konstitutionelle monarkier.

Det siges om det konstitutionelle monarki, at monarken er magthaver af navn, men ikke regerer landet i praksis. De fleste af de moderne konstitutionelle monarkier har deres oprindelse i tidligere mere magtorienterede monarkier, hvor monarken ofte styrede landet enevældigt. Det er ikke et krav i et konstitutionelt monarki at parlamentet/folketinget er demokratisk valgt, men dette er ofte tilfældet.

[redigér] Danmark

I Danmark overgik vi fra enevælde til konstitutionelt monarki i perioden 1848-1849.

Selve overgangen i Danmark fra enevælde til folkestyre skete i fred og fordragelighed. Christian VIII havde i sin korte regeringstid (1839-1848) tilsyneladende læst skriften på væggen. Han var Danmarks sidste enevoldskonge, men tillod et begrænset by- og landkommunalt selvstyre. Christian VIII anbefalede sønnnen Frederik VII at opgive enevælden, og da denne desuden ikke var synderligt interesseret i politik, underskrev han den 5. juni 1849 Danmarks Riges Grundlov.

Kvalitetssikring
Dette afsnit bør bringes til at stemme med Wikipedias standard iflg. Wikipedia:QA

Det konstitutionelle monarki startes ved stadfæstningen af Danmarks første grundlov. Denne forfatning svækkede kongens magt betydeligt, men han havde ikke noget valg andet end at skrive under.

1831 – Den første rådgivende provinsialstænderforsamlingen indføres som en forløber for demokratiet.
1841 – De danske kommuner oprettes. De kaldes dengang sogneforstanderskab og svarer til vores kommunalbestyrelser.
Der er opstået en demokratiseringsproces i Danmark.
1848 – Frederik d. 7. er blevet konge og han er, efter et folketog mod ham, blevet tvunget til at være for demokratiet. Han nedsætter en kongevalgt regering der skal danne en grundlovgivende forsamling af både kongevalgte og folkevalgte mænd.
Grundloven bliver skrevet med inspiration fra resten af Europa af Minister D. G. Monrad og lå d. 5. juni klar til underskrivning. Denne lovgivning gælder kun Danmark, og ikke Slesvig og Holsten.
Grundloven giver, trods adelens protester, bønder stemmeret, og det var efter datidens målestok et meget demokratisk styre.
Med grundloven oprettedes tokammersystemet: Folketinget og Landstinget. Der var 179 medlemmer i Folketinget og 66 medlemmer i Landstinget. Man skulle i øvrigt være over 30 år for at stemme på folk til begge ting. Kvinder, tosser, alkoholikere, fattighjælpsmodtagere, kriminelle, og mange andre ”udstødte” i samfundet havde ikke stemmeret. Man skulle være 35 år for at stille op til folketinget og 40 år for at stille op til Landstinget.
73 % af alle mænd over 30 år havde dengang stemmeret.
For at et lovforslag kan gå igennem skal begge kamre godkende det. Det er lidt svært da der i Folketinget er overtal af bønder, mens der i Landstinget er overtal af adelige eller godsejere.
1848 – Nu kræver Slesvig-holstenerne en fri forfatning som resten af Danmark og de sender en delegation til Frederik d. 7., men kongen nægter dem samme forhold som den danske befolkning og fortsætter sit enevælde i de dansk-tyske områder.
Nu gør Slesvig-holstenerne oprør og starter den første slesvigske krig, en borgerkrig, danskerne mod dansk-tyskerne. Krigen svinger i kraftighed, men efter tre år vinder Danmark, med støtte fra England, Frankrig og Rusland der ikke gerne ser at Tyskland gøres endnu større og bliver mere magtfuld.
Det aftales at Slesvig-Holsten forbliver under den danske konge, men at man aldrig må adskille de to.
Nu ønsker kongen imidlertid at fuldføre ”helstaten”, altså Danmark, Slesvig og Holsten samlet under ét. Imens er andre folk fortalere for Ejderpolitikken, som gik ud på at dele de to landområder i to. Holsten var mest tysk så danskerne ville give afkald på Holsten for at få fuld magt og indlemning af Slesvig.
1863 - Derfor indlemmer man Slesvig under Grundloven. Men det er et brud på fredsaftalen og nu bliver Holstenerne vrede.
1864 - Prøjserne (tyskerne) starter en krig mod Danmark, den anden slesvigske krig, og nu ønsker de tre stormagter, som hjalp Danmark tidligere, ikke at være med længere. Danmark taber krigen og vi mister Slesvig, Holsten og Lauenborg. Sidstnævnte fik vi tildelt da vi mistede Norge nogle år tidligere.
Med krigen styrtdykker Danmarks selvværd og Danmark går fra at være en mellemstor magtstat til at være en lille, ubetydelig småstat. Vi har mistet 40 % af vores territorieområder.
Nu er man nødt til at satse på den danske jord og man begynder at opdyrke de jyske heder. Efter tabet ligger Danmarks grænser ved Kongeåen, lige syd for Kolding.
1866 – Nu er der stor diskussion i Danmark. Adelen mener at det var en stor fejl at lade almindelige bønder få stemmeret, da det nu har kostet Danmark store landområder. Nu ændrer man Grundloven igen og giver hermed 27 medlemmer af Landstinget 2 stemmer. Disse personer er de formuende godsejere. I øvrigt vælger kongen 12 mænd til Landstinget.
Denne ulige valgret varer fra 1866-1915.
1872 – I folketinget sidder bønderne med et overtal, men i Landstinget sidder godsejerne med overtal. De skaber store problemer da ingen kan blive enige. Da kongen dengang selv nedsatte regeringen er bønderne temmelig utilfredse da kongen jo selvsagt vælger højreorienterede ministre. De mener at Folketinget ligger over Landstinget og at kongen derfor skal vælge sine ministre derfra. Dette opgør kaldes forfatningskampen, der først slutter i 1894.