Magna Carta
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Magna Carta (latin for "store frihedsbrev") er et engelsk frihedsbrev fra 1215, som begrænser magten for engelske monarker (oprindelig Johan uden land) i forhold til enevælde. Magna Carta var resultatet af uoverensstemmelser mellem paven og kong John og hans baroner vedrørende kongens rettigheder: Magna Carta krævede, at kongen frasagde sig visse rettigheder, respekterede visse retslige processer og accepterede, at kongens vilje kunne begrænses ved lov. Magna Carta opfattes generelt som det første skridt i en lang historisk proces frem mod forfatningsret.
[redigér] Magna Cartas historie
Efter den normanske sejr i 1066 og fremskridt i det 12. århundrede, var der i 1199 ikke en mere magtfuld monark i Europa end den engelske konge. Dette skyldtes flere faktorer, bl.a. den sofistikerede centraliserede regering skabt af de nye normanske regenters fremgangsmåde kombineret med indfødte angelsakseres regeringsmetoder og omfattende engelsk-normanske jordbesiddelser i Normandiet. Efter at kong Johan uden Land tog magten tidligt i det 13. århundrede, påbegyndtes en lang række – hovedsagelig mislykkede – bestræbelser på oprør blandt de engelske baroner, hvorved de ville indføre kontrol med kongens ubegrænsede magt.
Kong Johan begik tre overordnede fejltagelser. Den første var hans udprægede mangel på respekt, da han overtog magten. Der var to prætendenter til tronen efter Richard Løvehjerte ved dennes død i 1199: Johan og hans nevø Arthur af Bretagne i Normandiet. Johan tog Arthur til fange, smed ham i fængsel, og man hørte ikke fra ham siden. Selv om mordet på Arthur aldrig blev bevist, blev det formodet af mange, og de så det som et dårligt tegn, at Johan ville dræbe sin egen familie for at blive konge.
Johans anden fejltagelse opstod efter at den franske konge, Filip 2. August, bemægtigede sig det meste af de engelske besiddelser i Frankrig, og de engelske baroner krævede, at deres konge skulle generobre de tabte landområder. Da kong Johan forsøgte dette otte år senere, rakte bestræbelserne dog ikke til succes ved Slaget om Bouvines i 1214. Fordi kong Johan blev bebrejdet tabet af en stor del af England, blev han fremover kendt under tilnavnet John "Lackland" (på dansk: "uden Land").
Den tredje af Johans fejtagelser var, da han blev inddraget i en stridighed med kirken vedrørende udnævnelsen af den nye ærkebiskop af Canterbury. Johan ville udnævne sin egen ærkebiskop, mens kirken ville udnævne Stephen Langton. Denne kamp fortsatte i flere år, hvor England blev afskåret fra kirken, hvorfor kong Johan endeligt blev tvunget til at underkaste sig kirkens vilje i 1213
[redigér] Runnymede og efterfølgende
I 1215 havde baronerne i England fået nok. De slog sig sammen og tog den 10. juni 1215 London med magt. På en eng ved Runnymede tvang baronerne den 15. juni 1215 Kong John til at sætte sit segl på et dokument kendt som 'Articles of the Barons'. Til gengæld fornyede baronerne den 19. juni 1215 deres troskabsed til Kong John. Et formelt dokument om aftalen mellem Kong John og baronerne blev skabt af den kongelige ret den 15. juli. Dette dokument er den oprindelige Magna Carta. Et ukendt antal kopier blev sendt til øvrighedspersoner såsom kongelige sheriffer og biskopper.
Den for Kong John mest betydningsfulde paragraf var paragraf 61, kendt som "sikkerhedsparagraffen", det var også den længste del af dokumentet. Den etablerede en komite bestående af 25 Baroner der nårsomhelt kunne mødes og underkende kongens vilje og om nødvendigt ved magt tage hans slotte og besiddelser. Dette var baseret på en middelalderlig juridisk handlemåde der ofte udførtes, men det var første gang en konge blev den underlagt. Ligeledes skulle kongen aflægge en troskabsed til komiteen.
Kong John havde ingen intentioner om at følge Magna Carta eftersom den var blevet ham påtvunget med magt. Paragraf 61 neutraliserede stort set hans magt som monark så han kun var konge af navn. Så snart baronerne havde forladt London underkendte han den og der blev borgerkrig i England. Paven annulerede også straks dokumentet.
John døde den 18. oktober 1216, midt under borgerkrigen af dysenteri. Hans ni år gamle søn, Kong Henry III, var den næste i tronfølgerækken. Royalisterne mente at baronerne nemmere ville kunne få sig selv til at sværge troskab til en barnekonge, så barnet blev hurtigt kronet i slutningen af oktober 1216, og krigen sluttede. Den 12. november 1216, blev Magna Carta genudstedt i Henry's navn af hans regenter med nogle af paragrafferne (bl.a. paragraf 61) udeladt; igen i 1217 blev Magna Carta udstedt af Henry's regenter. Da han fyldte 18 in 1225, udstedte Henry III selv Magna Carta for tredje gang, denne gang i en kortere udgave med kun 37 paragraffer.
Henry III regerede i 56 years, så da han i 1272 døde, var Magna Carta blevet en etableret del af Engelsk juridisk præcedens. Det var dermed meget vanskeligere for en fremtidig monark at annulere dokumentet sådan som Kong John havde forsøgt næsten tre generationer tidligere. Henry III's søn og arving, Edward I's parlament genudstedte Magna Carta for sidste gang den 12. oktober 1297 som en del af en vedtægt kendt som "Confirmatio cartarum (25 Edw. I)", denne bekræftede igen Henry III's kortere version af Magna Carta fra 1225.
Højmiddelalder (800 til 1347) | |
---|---|
Frederik Barbarossa | Gyldne bulle | Henrik Løve | Hohenstauferne | Kurfyrsterne | Markgreverne | Minnesang | Ottonerne | Rigsdagen i Worms | Stammehertugdømmerne | Trevangsbrug Den tyske orden | Venderne | Welferne |
|
Albigenserkrigene | Hertugdømmet Normandiet | Hugo Capet | Kapetingerne | Ludvig den Hellige |
|
Angevinske rige | Domesday Book | Magna Carta | Richard Løvehjerte | Salisburyeden | Wales |
|
El Andaluz | Kastilien | Katalonien | Leon | Navarra | Reconquista |
|
Kiev-russerne: |
Alexander Newski | Bojarerne | Gardariget | Juri Dolgoruki | Kreml | Nestorkrøniken | Rurik | Rurikiderne | Russerne | Slaverne | Varægerne | Voivoderne |
Clibanarius | Islams ekspansion | Karavanevej | Katafrakt | Korsfarer | Michael Palæologos | Slaverne | Varægergarden |
|
Steppefolkene: |
Chasarerne | Den gyldne Horde | Magyarerne | Mongolerne | Petsjenegerne | Poloveserne | Volgabulgarerne |
Sydasiens historie: |
Angkor | Annam | Champa | Dvaravati | Lan Na | Lan Xang | Nanchao | Pagan | Pegu | Srivijaya | Sukhothai |
Centralasiens historie: |
Kinesisk ekspansion | Silkevejen | Tibet | Tyrkerne | Uighurerne |
Abbasiderne | Ayyubiderne | Fatimiderne | Harun ar-Rashid | Mamelukkerne | Omaijaderne | Saladin | Seldsjukkerne |
|
Pavemagt: |
Akka | Bandlysning | Bulle | Canossa | Cølibat | Damiette | Henrik 4. | Interdikt | Jerusalem | Katharerne | Johannitterne Reformpavedømmet | Skolastik | Tempelridderne | Thomas Aquinas | Valdenserne | Wormske konkordat | |
Byprivilegier | Doge | Fuggerne | Genova | Gilderne | Hanseforbundet | Kogge | Levanten | Medicierne | Novgorod | Republikken Venezia | Stralsundfreden |
|
Se også: Andre indgange til historien |
Denne artikel var dagens artikel den 30. juni 2005 og den 12. august 2005. |