Margrete 1.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Margrete 1., datter af Valdemar Atterdag, fødes i 1353. Dronning af Danmark fra 1375-1412 og af Norge fra 1388-1412. Som 10-årig bliver hun gift med kong Håkon VI af Norge. Margrete anses for dronning af Danmark, selvom hun officielt aldrig antager titlen. Hun "nøjes" med titlen "fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder". Dette skyldes at de danske stormænd har valgt den norske tronarving, hendes mindreårige søn Oluf, til dansk konge for at samle Norden imod Hansestæderne. Mens Oluf er mindreårig, er hun hans formynder og regerer på hans vegne. Da Oluf dør i 1387, vælger Rigsrådet Margrete til regent, ivrigt tilskyndet af drost Henning Podebusk. Margrete tager nu sin søsters dattersøn, Bogislaw, til sig som sin fostersøn. Bogislaw, som er søn af Vartislav VII af Pommern, får det mere svenskklingende navn Erik (senere Erik af Pommern). I 1388 bliver Margrete valgt til regent i Norge. I Sverige er der nærmest borgerkrig mellem stormændene og kongen, Albrecht III af Mecklenburg. Ved Dalaborgaftalen i 1388 bliver Margrete valgt til regent over den del af Sverige som stormændene kontrollerer, og de lover at hjælpe Margrete med at få resten af Sverige. Stockholm, som er under kontrol af tyske købmænd, bliver belejret. Mecklenburg kommer nu til hjælp og begynder at hærge de danske kyster. Men efter et forlig ender det med, at Margrete bliver regent i Sverige. Nu er hele Norden i hendes magt, herunder også Island, Færøerne og Grønland, som følger med Norge, og Finland, som følger med Sverige.
Margrete begynder nu at styrke sin position. Hun overtager selv embederne som marsk og drost og sørger for, at Rigsrådets indflydelse mindskes. Hun forbyder stormændene at bygge deres egne borge, og byer må heller ikke længere befæstes. Meget af det gods, som stormændene har erhvervet under Valdemar Atterdags ophold i Tyskland, bringes tilbage under kronen. I 1396 vedtager landstingene den såkaldte "Dronning Margretes Fred", hvori borgerne lover regeringen at overholde gældende love. Dette er modsat de såkaldte håndfæstninger, hvori kongen lover borgerne at overholde gældende love.
I 1396 får Margrete hyldet Erik som konge af Danmark og Norge og senere af Sverige. Der indkaldes til unionsmøde i Kalmar, og den 17. juni 1397 bliver Erik kronet til konge af Norden, af Kalmarunionen. Den 13. juli 1397 sætter 67 gejstlige og rigsrådet deres segl på kroningsbrevet, hvori de aflægger troskabsløfte til kongen. Margrete træder tilbage som formynder i 1401, men det er dog stadig hende, der trækker i trådene, indtil hun dør. Margrete begynder at blande sig i Slesvigs forhold. Hun opkøber flere borge i Slesvig, og i 1409 får Margrete Flensborg og Nyhus Slot. I 1410 erobrer Erik Als og Ærø. I 1411 tilbageerobrer de holstenske grever Flensborg, men Margrete klarer igen sagen ved forhandlinger, og den 24. oktober kan Margrete og Erik marchere ind i Flensborg. Endnu engang er Slesvig tæt på genforening med Danmark. Margrete dør (muligvis af pest) den 28. oktober 1412 på sit skib i Flensborg Fjord. Hun bliver begravet i Sorø, men flyttet til Roskilde Domkirke.
| Efterfulgte: | Danmarks kongerække | Efterfulgtes af: |
| Oluf 3. 1376-1387 |
Erik 7. af Pommern 1412-1439 |
| Efterfulgte: | Sveriges regenter | Efterfulgtes af: |
| Albrekt af Mecklenburg 1363-1389 |
Erik 7. af Pommern 1396-1439 |
[redigér] Kilder/henvisninger
- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
- Lexopen
