Næstekærlighed
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| "Kærligheden er langmodig, kærlighden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt." —1. Korintherbrev 13:4–7 |
Mange kristne mener, at bibelens to vigtigste bud lyder: "du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke"; og: "du skal elske din næste som dig selv. Noget andet bud større end disse gives ikke."
Disse sætninger er, hvad Jesus Kristus selv kaldte de to vigtigste bud (se Markus 12:30–34). Det er grundlaget for den kristne næstekærlighed, som erstatter de ti bud, der blev givet til Moses på Sinai. Det knytter gudstroen sammen med forholdene mellem mennesker, og gør det til en religiøs pligt at elske sin næste betingelsesløst. I de følgende 2000 år har man diskuteret, hvad der skal forstås ved de tre ord "elske sin næste", og mange forskellige udlægninger har været forsøgt, men nogen endelig løsning er næppe fundet.
Næstekærlighed er omsorg for andre mennesker og det at føle sig ansvarlig for ethvert medmenneskes velfærd uden hensyn til religion, køn eller politisk standpunkt. Mens nogle betragter det som et element i social kontrol, ser andre det kun som en form for altruisme. Næstekærligheden er et eksempel på en aktiv, udadvendt kærlighed.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Etymologi
Næstekærlighed er en oversættelse af det græske ord agapê, som bruges i Det nye testamente. I den latinske oversættelse bruges begrebet caritas.
I det 15. århundrede betød næstekærlighed 'den tilstand af kærlighed, som man befinder sig i eller ikke befinder sig i, når man ser på sine medmennesker; en situation eller en forsamling af mennesker, der søger at opnå den tilstand; Guds kærlighed og kærlighed til Gud.' Broderskabet var virkeliggørelsen af det ideal. I det 18. århundrede betød ordet 'en optimistisk vurdering af andres gode hensigter; en handling styret af velvilje overfor de fattige eller trængende; en institution, der er oprettet som et resultat af sådan en handling.' Alt ifølge Bossy.1
[redigér] Religiøs næstekærlighed
Næstekærlighed bliver fremholdt af et antal store religioner – deriblandt Kristendommen og Islam - som et stort gode. Det er en afgørende fordring, som Jesus stillede i sine prædikener, nemlig at man skal elske sin Gud, sig selv og sin næste i lige høj grad. I Sunni Islam hedder det at give almisser Zakat, og det er én af de fem piller, som Islam bygger på. Næstekærlighed er desuden et centralt begreb i jødisk etik. I den buddhistiske og særligt inden for zenbuddhismen betragtes det som et tegn på den opnåede klarhed (Nirvana), at man også sidenhen lever et liv i næstekærlighed (se den ædle otteleddede vej).
I samspil med højtider (liturgi) og vidnesbyrd (martyrier) er den aktive næstekærlighed (græsk: diakonia eller latin: caritas) et af de tre bærende elementer i den kristne menighed eller kirke.
[redigér] Caritas: uselvisk kærlighed
I den kristne teologi er næstekærlighed eller kristen kærlighed (fra det græske ord agapē), den største af de tre teologiske dyder: Deus caritas est - "Gud er kærlighed".
Kærlighed i denne forstand, dvs. som en ubegrænset, kærlig venlighed mod alle andre, anses for at være den højeste fuldkommengørelse af menneskets ånd, fordi den siges både at ære og at afspejle Guds natur. I sin yderste form kan sådan en kærlighed være selvopofrende. Der kan dog opstå forvirring, fordi det danske ord "kærlighed" har så mange betydninger. Den kærlighed, som er caritas, kendes på sin oprindelse, fordi den er opstået ved guddommelig påvirkning af sjælen, og fordi den hænger sammen med viljen snarere end med de vikårlige følelser, den fremkalder. Denne kærlighed er nødvendig for frelsen, og når man har den, kan man ikke fortabes.
[redigér] Almisser
Almisser, det at give penge, midler eller tid til de uheldige enten direkte eller gennem en velgørende organisation eller på anden værdig måde, betragtes som næstekærlighed eller godgørenhed. De fattige, særligt enker og forældreløse, og de syge og handicappede anses almindeligvis for at være værdigt trængende. Visse grupperinger mener, at almisser kun bør gives til andre medlemmer af samme gruppe.
Bidrag til en sag, der vil komme de uheldige indirekte til gavn, som f.eks. bidrag til kræftforskning i håb om at hjælpe de kræftramte, regnes også for godgørenhed. De fleste former for godgørenhed drejer sig om at give mad, vand, tøj og husly eller om hjælp til de syge, men andre handlinger kan også regnes for næstekærlighed: besøg i fængsler eller hos bevægelseshæmmede, ydelse af medgift til fattige kvinder, donering af løsepenge til folk, der holdes fanget, eller betaling for opfostring af forældreløse.
Oprindelig blev almisser givet direkte fra den velgørende til modtageren. Folk, som ikke kunne klare sig selv, blev så kaldt tiggere. Efterhånden blev der oprettet velgørende organisationer, som udfører arbejdet med at tage sig af de nødlidende. Det er f.eks. børnehjem, folkekøkkener, varmestuer, herberger, hospitaler eller besøgstjenester, men kan også være internationale organisationer som Læger uden grænser, Røde Kors og Amnesty International. Allerede tidligt foregik megen næstekærlighed under organiserede former. De tidlige kristne henviste f.eks. ofte de uheldige til den lokale biskops omsorg.
[redigér] Næstekærlighed i Bibelen
I Mattæusevangeliet (22, 37-40) citeres to steder fra Toraen, der normalt bliver gengivet som Du skal elske din næste som dig selv. Det ville dog stå tættere på den hebraiske grundtekst, hvis man i stedet oversatte det som: Du skal elske din næste, for han er som du.
Paulus beskriver det i sit brev til korinterne (1. Korinterbrev) kapitel 13:
Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm, eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige, og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.
Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærlighed praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise.
Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnlige. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærlighden.
[redigér] Jesu lignelser
For at afklare næstekærligheden fortæller Jesus i tilslutning til det tredobbelte bud om kærlighed til Gud, én selv og ens næste (Mattæusevangeliet 22, 37-40; Lukasevangeliet 10, 25-28) lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet 10,30-37)], hvor et voldsoffer bliver hjulpet med tid, førstehjælp og penge og på tværs af religiøse og sociale skranker. Det oprindelige spørgsmål: "Hvem er min næste??" (en statisk, bundet opstilling) bliver vendt om og må ifølge lignelsen i stedet lyde: "Hvem kan jeg være næste for?" (aktiv kærlighed).
Kun den, der elsker sig selv, kan også elske andre. Her betyder selvrespekt ikke at være egoistisk, men at kunne acceptere sig selv og se sig selv i øjnene og at kunne anvende Bibelens etiske værdier om sig selv, fordi man er det værd.
Jesus foretager en radikalisering af budet om næstekærlighed i Bjergprædikenen. Her kræver han af sine disciple, at de skal elske deres fjender (Mattæusevangeliet 5, 43-48]). In Mattæusevangeliet 25, 40 bliver barmhjertighedsgerninger forstået religiøst: "Hvad I har gjort mod disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig."
[redigér] Ikke-religiøs næstekærlighed
Altruisme ligger tilsyneladende dybt i mange dyrearter, især blandt dem, som lever i flok. Til dem hører arten menneske, som formentlig lige siden udspaltningen fra menneskeaberne har levet i småflokke. I den slags samfund er altruisme - eller næstekærlighed - en adfærd, som gavner flokken, og meget af menneskers socialisering går stadig ud på at få fjernet tendenser til kortsigtet, uovervejet egoisme. Det betyder i givet fald, at kun en langsigtet, velovervejet egennytte kan gå op i en højere enhed med samfundets fælles behov. Set fra denne synsvinkel er næstekærlighed en adfærd, som koster den enkelte afsavn, når man må udsætte eller helt give afkald på at få egne behov dækket. Det kan man kun leve med, hvis det sociale pres er vedvarende og systematisk og i øvrigt er ledsaget af alvorlige sanktioner, når man tilsidesætter fællesskabets interesser.
Denne form for internaliseret samfundshensyn bliver i bedste fald så indgroet, at voksne individer automatisk handler ud fra næstekærlige motiver, når de har mulighed for at vælge. Det opleves af dem selv og af andre i samfundet som noget, der ledsages af belønninger i form af agtelse og status. Derfor bliver selve det at handle næstekærligt til normen i samfundet, noget som alle "ordentlige" mennesker gør uden at overveje det, og noget som børn og unge hurtigt lægger sig efter.
Straffen for at opføre sig egoistisk blev i de fleste historiske samfund forstærket med trusler om, at man kunne fortabe muligheden for et liv efter døden, eller at der var udsigt til et liv i evig pinsel efter døden. På den måde blev religionen en kraftig tilskyndelse til at opføre sig næstekærligt. Omvendt medførte den religiøse formidling af næstekærlighed (tiende, almisser, aflad) en stigende grad af kontrakttænkning ("hvis jeg nu har omhyggeligt har gjort sådan, som præsten siger, jeg skal, så har jeg også krav på..."). Derfor diskuterede man i oplysningstiden, om der kunne findes et grundlag for en ikke-religiøs og strengt personlig næstekærlighed. Kants Kategoriske imperativ repræsenterer de klarest formulerede regler for en ikke-religiøs næstekærlig moral, som er udformet på europæiske grund.
I det 19. århundrede tog Kierkegaard diskussionen op, nu ud fra et strengt personligt, religiøst grundlag, og i det 20. århundrede har teologen K.E.Løgstrup arbejdet videre med en moderne forståelse af, hvad næstekærlighed kan rumme i en sekulariseret verden ("den etiske fordring").
[redigér] Noter
- John Bossy, Christianity in the West 1400-1700, 1985 ISBN 0192191748
[redigér] Se også
- Agape
- Altruisme
- Dāna
- De tre monoteistiske religioner
- Diakoni
- Filantropi
- Karitas
- Kristen næstekærlighed
- Medlidenhed
- Mosaisk næstekærlighed
- Muslimsk næstekærlighed
- Solidaritet
- Tzedakah
- Zakat
