Parlamentarisk immunitet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Parlamentarisk immunitet er en beskyttelse af et parlaments medlemmer imod mulig politisk forfølgelse fra den udøvende magt (dvs. regeringen).
I Danmark har alle folketingsmedlemmer parlamentarisk immunitet i henhold til § 57 i Grundloven som siger: »Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning.«
Når politiet får mistanke om at et folketingsmedlem har begået en forbrydelse, skal de således bede Folketinget om at ophæve det pågældende medlems immunitet før der kan rejses en sigtelse. Normalt følger Folketinget sådanne anmodninger med det samme, idet meningen med immuniteten ikke er at folketingsmedlemmerne skal kunne bryde loven uden konsekvenser, men udelukkende at sikre imod politisk begrundet forfølgelse.