Politiets Efterretningstjeneste
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
- PET omdirigerer hertil. For andre betydninger, se PET (flertydig)
Politiets Efterretningstjeneste (PET) er en landsdækkende efterretningstjeneste som blev oprettet i 1939 under Rigspolitichefen. Dengang fik den betegnelsen "Sikkerhedspolitiet" (SIPO), men efter besættelsens ophør blev SIPO reetableret under et nyt navn "Rigspolitichefens Efterretnings Agentur" (REA) i 1945. I 1951 blev tjenesten omlagt generelt, og kom til at hedde det den gør idag, "Politiets Efterretningstjeneste" eller forkortet til PET. PET har hovedkontor i København og et mindre kontor i Århus, og personalet udgør omkring 300 personer bestående af jurister, politifolk, kontoruddannet personale samt enkelte oversættere og teknikere.
[redigér] PET's opgaver
PET's formål er først og fremmest at forebygge og modvirke de forbrydelser der er nævnt i straffelovens kapitel 12 og 13. Kapitel 12 handler om "Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed". Kapitel 13 handler om "Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.". Kort sagt handler de to kapitler om samfundsundergravende virksomhed.
PET's hovedopgaver kan skrives med følgende overskrifter
- Kontraspionage
- Kontraterrorisme
- Kontraekstremisme
PET har har også en række opgaver som yder forebyggende sikkerhed, f.eks. sikkerhedskoordination, personbeskyttelse, dokumentsikkerhed og lignende.