Slaget ved Tannenberg (1914)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Slaget ved Tannenberg
Del af 1. verdenskrig
Troppebevægelser på østfronten 23-30 august, 1914
Dato 17. august-2. september 1914 Sted Tannenberg, Østpreussen, Tyskland Resultat Tysk sejr
Parter
Det russiske kejserdømme	Det Tyske kejserrige
Førere
Aleksander Samsonov, Pavel Rennenkampf	Paul von Hindenburg Erich Ludendorff
Styrke
150.000	210.000
Tab
30.000 døde eller sårede 95.000 tilfangetagne	20.000 døde og sårede

Slaget ved Tannenberg (1914) betegner de første kamphandlinger mellem Rusland og Tyskland ved 1. verdenskrigs begyndelse i 1914. Betegnelsen bruges dels om slaget fra 26.-29. august 1914, hvor hovedparten af 2. russiske arme blev omringet og nedkæmpet. Dels bruges betegnelsen om hele felttoget fra krigens udbrud til de sidste russiske soldater var fordrevet fra tysk jord i begyndelsen af september. Dette felttog omfatter fire slag: Stallupönen, Gumbinnen, Tannenberg og De Masuriske Søer.

Indholdsfortegnelse 1 Den strategiske ramme 2 Terrænet 3 Den russiske plan 4 Den tyske plan 5 Slagets forløb 5.1 Krigsudbrud (1.-15. august) 5.2 Stallupönen (17. august) 5.3 Gumbinnen (19-20. august) 5.4 Den 21. august 5.5 Tysk chefskifte (23. august) 5.6 Samsonows højre flanke 26. august 5.7 Samsonows venstre flanke 27. august 5.8 Afgørelsen 28.-29. august 5.9 De Masuriske Søer 6 Tannenbergs følger 7 Årsagerne til Tannenberg 8 Kilder

[redigér] Den strategiske ramme

Jævnfør Schlieffen-planen havde Tyskland koncentreret langt hovedparten af sin hær overfor Frankrig. Målet var at opnå en hurtig sfgørelse på vestfronten, for så bagefter at kunne vende sig mod Rusland.

Den russiske hær var opdelt i en sydvestfront mod Østrig-Ungarn og en nordvestfront mod Tyskland. Heraf var den første langt den stærkeste; men i det sidste år før krigsudbruddet havde Rusland lovet Frankrig, at øge presset på Tyskland. Så sent som den 21. juli 1914 var den franske præsident Poincaré på statsbesøg i St. Petersburg. Ved den lejlighed lovede zaren, at stille 800.000 soldater til rådighed for nordvestfronten for på den måde, at binde mindst 5-6 tyske armekorps i Østprøjsen.

[redigér] Terrænet

Vest- og Østprøjsen strakte sig som en arm mod øst hen langs Østersøens sydkyst. Fra vest til øst rakte denne arm godt 300 km. Fra syd til nord, fra den russiske grænse til Østersøen var der på det smalleste sted kun lidt over 100 km. Omvendt strakte den russiske del af Polen sig langt ind mellem Tyskland og Østrig-Ungarn.

Det østligste hjørne af Østprøjsen var behersket af de Masuriske Søer, et område på henved 80 km på hver led med mange større og mindre søer og skove, som gjorde området vanskeligt passabelt.

Infrastrukturen på den tyske side af grænsen var vel udbygget. Der var mange gode jernbaner og veje specielt langs kysten men også inde i landet. I den russiske del af Polen var infrastrukturen derimod generelt dårlig med få jernbaner og sandede veje.

[redigér] Den russiske plan

Den russiske nordvestfront under general Shilinski havde to arméer til sin rådighed. 1. armé eller Njemen-arméen under general Rennenkampf bestod af II, III, IV og XX armekorps, fem kavalleri-divisioner og seks reservedivisioner. 2. arme eller Narew-armeen under general Samsonow bestod af I, VI, XIII, XV og XXIII armekorps samt tre kavalleridivisioner. Som reserve havde fronten III Sibiriske korps og XXII armekorps bestående af fire finske skyttebrigader omkring Grodno.

Den russiske plan gik ud på at angribe ind i Østprøjsen med 1. armé fra øst og 2. armé fra syd. Det betød at de to arméer kom til at angribe på hver sin side af de Masuriske Søer, hvilket vanskeliggjorde koordineringen mellem dem.

Man kunne også have valgt at angribe med begge arméer side om side fra syd. Men p.g.a. den dårlige infrastruktur, ville det have været svært, at få begge arméer frem til grænsen. Man ønskede heller ikke, at blotte det centrale Rusland, ved at flytte Njemen-arméen væk fra området vest for Wilna. Et angreb med to arméer fra øst var ikke muligt grundet manglende plads.

[redigér] Den tyske plan

Den tyske 8. armé i Østprøjsen bestod af I (Francois), XVII (Mackensen) og XX (Scholz) armekorps, I (Below) reservekorps, 3. reservedivion, 1. kavalleridivision samt besætningerne på fæstningerne Königsberg, Lötzen og Thorn. Arméens chef var general Max von Prittwitz.

Ifølge den tyske plan skulle I armékorps indledningsvis sikre grænsen mod øst og XX armékorps mod syd. Øvrige tropper blev holdt samlet i det centrale Østprøjsen. Efter omstændighederne skulle denne reserve indsættes i et omfattende modangreb mod enten 1. eller 2. russiske armé med henblik på at nedkæmpe så stor en del af denne som muligt. Derefter skulle alle tropper koncentreres mod den anden russiske armé.

Denne plan krævede stor mobilitet og hurtige bevægelser, men blev begunstiget af de relativt korte afstande og den gode infrastruktur. Et problem var imidlertid de uklare kommandoforhold. I og XX armékorps var allerede i fredstid ansvarlige for grænsesikringen. Denne opgave skulle de fortsætte med at løse, når de indgik i 8. armé. Det var specielt et problem, fordi Francois ønskede at føre grænsesikringen offensivt, mens Prittwitz ønskede den ført defensivt.

[redigér] Slagets forløb

[redigér] Krigsudbrud (1.-15. august)

Krigen startede den 28. juli, da Østrig-Ungarn sendte sin krigserklæring til Serbien. Den 30. juli svarede Rusland med en krigserklæring til Østrig og den 1. august iværksatte Tyskland sin mobilisering. Den 2. august erklæres krigstilstand mellem Tyskland og Frankrig og den 4. august mellem Tyskland og England.

I de første dage i august er der enkelte træfninger, mest ved kavalleri-patruljer langs Østprøjsens grænser. Omkring den 10. august tager de russiske angreb til i styrke, men der er stadig tale om spredte angreb.

Den 7. august etableres 8. armé, og von Prittwitz befaler I armékorps til at samle hovedstyrken omkring Insterburg og udføre grænsesikringen med mindre styrker. Francois holdt imidlertid fast i den offensive grænsesikring. Han placerede sin 1. infanteridivision under general von Conta omkring Stallupönen, sin 2. infanteridivision under general von Falk ved Tollmingkehmen længere mod syd og sikrede den nordlige flanke ved Pillkallen med 1. kavalleridivision.

[redigér] Stallupönen (17. august)

Rennenkampf går over grænsen og møder Francois tropper ved Stallupönen. Von Conta forsvarer Stallupönen, men russerne går frem både nord og syd for byen. Da von Prittwitz opdager, at hans tropper er i kamp 50 km øst for det sted, hvor han selv har befalet dem til at være, befaler han øjeblikkelig tilbagetrækning. Men Francois afviser ordren.

I mellemtiden har von Falk fra sin stilling ved Tollmingkehmen set, at der er hårde kampe ved Stallupönen. På eget initiativ sætter han major Schlimm med to bataljoner i stilling ved Mehlkehmen. Med resten af divisionen marcherer han derefter mod Stallupönen. De russiske tropper, som var ved at omgå byen mod syd, blev derved ramt direkte i ryggen og fuldstændigt slået. Von Falk tog over 3000 fanger. Derved lykkedes det at stabilisere situationen. I løbet af natten gik I armékorps derefter tilbage til Gumbinnen.

Major Schlimm havde i mellemtiden med sin lille styrke holdt stillingen ved Mehlkehmen. Det viste sig senere, at han var blevet angrebet af mere end to russiske divisioner.

[redigér] Gumbinnen (19-20. august)

8. tyske armé besluttede nu, at engagere Rennenkampf. Ved Gumbinnen gik Francois i stilling nord for jernbanen med sin 1. division forstærket med hovedreserven fra Königsberg, mens 2. division skulle foretage en omgående bevægelse rundt om den russiske nordflanke. Syd herfor skulle XVII armékorps, I reservekorps og 3. reservedivision rykke frem for at møde russerne.

Udfaldet af kampen var uklart. XVII armékorps kom overilet ind i kampen og blev slået et stykke tilbage. Men mod nord havde I armékorps god fremgang, og sidst på dagen lykkedes det virkelig 2. division, at bryde ind i den russiske formation.

Da kampen var stilnet af ved mørkets frembrud den 20., befalede von Prittwitz imidlertid tysk tilbagetrækning. 2. russiske armé var nu endelig nået over grænsen i syd og truede med at afskære 8. armés forbindelse tilbage til resten af Tyskland. Francois protesterede. Han mente, at slaget kunne have været afgjort dagen efter, og så ville der stadig være god tid til at vende sig mod Samsonow.

Men von Prittwitz holdt fast i sin beslutning. Medvirkende hertil var en melding fra et observationsfly, som havde set russiske forstærkninger på vej frem i det nordlige område. Det viste sig senere, at have været 1. tyske kavalleridivision. Den havde de sidste dage opereret omkring Pillkallen, og var nu på vej hjem med lange kolonner af russiske fanger.

Prittwitz ringede til det kejserlige hovedkvarter i Koblenz og informerede general, grev von Moltke om, at han ikke længere kunne forsvare Østpreussen. Von Moltke besluttede derpå at fyre von Prittwitz. Som afløser udpegede han en pensioneret general, Paul von Hindenburg, der som stabschef fik udpeget helten fra Liege, general Erich Ludendorff.

Derudover besluttede von Moltke at forstærke 8. armé. Da han nu var overbevist om, at Danmark ville forblive neutralt, befalede han den Slesvig-Holstenske landeværnsdivision under general von der Goltz overflyttet til Østprøjsen. Samtidig stillede han den nye arméchef i udsigt, at han kunne få tre armékorps og en kavalleridivision fra vestfronten.

[redigér] Den 21. august

Om aftenen den 20. var situationen ved Gumbinnen uklar; men den 21. om morgenen kunne Rennenkampf konstatere, at tyskerne var væk. Han telegraferede derfor til chefen for nordvest-fronten general Shilinski, at I tyske armékorps var slået, at XVII tyske armékorps også havde haft svære tab og trak sig tilbage samt at han selv forfulgte den slagne modstander mod vest.

I virkeligheden havde Rennenkampf mistet kontakten med fjenden. Hans vurdering af fjendens tab, placering og hensigt var derfor mest gætteri og den indeholdt alvorlige fejl. Tyskernes tilbagegang foregik i god orden. Der var ingen tegn på flugt. I armékorps var på ingen måde slået, korpsets tab var tværtimod ret små. Men hans fejlagtige vurdering kom til at danne grundlag for den russiske krigsførelse i de kommende seks dage. Selv om Rennenkampf havde fem kavalleri-divisioner, lykkedes det ham i den tid ikke, at skabe et realistisk fjendebillede eller blot få sikker kontakt med fjenden.

Shilinski er derfor nu overbevist om, at de tyske tropper er slået. Samsonows 2. armé har i syv døgn marcheret næsten uafbrudt mod nord ad dårlige veje. Det kniber alvorligt med forsyningerne og Samsonow anmoder derfor om en hviledag. Men efter Shilinskis opfattelse har Samsonow kun flygtende tyske enheder foran sig. Nu gælder det om at afskære tyskernes flugt mod vest, så de tyske tropper ikke kan komme i sikkerhed bag floden Wisła (Weichsel). Derfor befaler han tværtimod, at 2. armé skal øge tempoet.

[redigér] Tysk chefskifte (23. august)

Da de to nyudnævnte chefer for 8. armé nåede hovedkvarteret, var I armékorps på ved tilbage med jernbanen fra Königsberg mod Elbing. XVII armékorps og I reservekorps marcherede mod vest længere mod syd.

Uden von Prittwitz vidende havde operationsofficeren oberst Hoffmann imidlertid udarbejdet en ny plan. Den blev umiddelbart godkendt af de nye chefer. Chancen for at opnå en afgørelse mod Rennenkampf var forpasset. Derfor skulle hele arméen nu vende sig mod Samsonow.

I armékorps (Francois) skulle i Marienburg dreje mod syd. Derved ville korpset komme i position til at angribe Samsonows vestlige flanke. Samtidig skulle XVII armékorps (Mackensen) og I reservekorps (von Below) dreje mod syd og angribe Samsonows østlige flanke. XX armékorps (von Scholz) som de sidste par dage havde kæmpet mod Samsonow skulle fortsat gå langsomt tilbage og efterhånden dreje mod vest. I det hul, der derved opstod mod nord blev 3. reservedivision (von Morgen) og den Slesvig-Holstenske landeværnsdivision (von der Goltz) indsat. 3. reservedivision var på vej mod vest med den sydlige jernbane fra Lötzen over Ratzenburg til Allenstein. Den Slesvig-Holstenske landeværnsdivision var på vej med jernbanen fra Slesvig.

[redigér] Samsonows højre flanke 26. august

Den 26. august var udset til at være dagen for det tyske angreb mod 2. russiske armé; men Francois mente ikke, at han var klar. Det meste af I armékorps artilleri og forsyninger var stadig på jernbanen. Hans angreb var derfor yderst forsigtigt og kom ingen vegne.

På den østlige fløj var de tyske tropper derimod klar til tiden. Samsonow havde her indsat sit VI armékorps. Om morgenen den 26. melder korpsets ene division om stærke tyske tropper. Samsonow afviser imidlertid meldingen. Han fortæller korpset, at der kun er spredte, flygtende tyske tropper i området og befaler en energisk fremrykning. Resultatet er, at divisionen løber frontalt ind i de to angribende tyske korps og bliver fuldstændigt slået. I løbet af dagen flygter det meste af VI armékorps mod syd tilbage over grænsen til Rusland. Samsonows højre flanke er nu helt åben.

[redigér] Samsonows venstre flanke 27. august

Dagen efter gentager historien sig på den vestlige fløj. Francois er nu klar, og i løbet af formiddagen bryder I armékorps gennem den russiske front, og begynder sin fremrykning mod øst.

Først nu går det tilsyneladende op for Samsonow, at der er noget alvorligt galt. Tyskerne er brudt igennem på begge flanker og truer med at omringe hovedparten af 2. armé. I den situation har man to muligheder. Man kan bryde omringningen ved at gå tilbage eller frem. Man kan trække tropperne ud mens tid er eller man kan bryde omringningen ved et fornyet energisk angreb.

Samsonow valgte at gå frem. Med sin nærmeste stab forlod han hovedkvarteret i Neidenburg og søgte frem til de forreste korps for at opildne dem til forstærket angreb mod nord.

[redigér] Afgørelsen 28.-29. august

Samsonows forsøg på at øge presset i centrum havde kortvarigt en vis effekt overfor XX tyske armékorps. Men da han forlod hovedkvarteret i Neidenburg mistede han samtidig enhver mulighed for at kommunikere med sine fløjkorps.

Den 28. august nåede Francois frem til Neidenburg, hvor Samsonow havde været dagen før. Ludendorff befalede her Francois til at dreje mod nord til støtte for XX korps; men Francois ignorerede ordren og fortsatte mod øst i retning mod Willenberg. Kort tid senere begyndte omringningen for alvor at vise sin virkning. Et ukoordineret russisk modangreb fra sydvest blev afvist og hen på eftermiddagen kunne selv XX korps gå over til offensiv.

Om aftenen den 29. august mødtes enheder fra I og XVII tyske armekorps ved Willenberg. Dermed var de russiske XIII, XV og en stor del af XXIII armékorps lukket inde. I løbet af den 29. og 30. august gik disse enheder fuldstændigt i opløsning, og de russiske soldater overgav sig i tusindvis. Francois I armékorps tog omkring 60.000 fanger. Sammenlagt tog tyskerne ca. 90.000 russiske fanger, heriblandt 8 generaler. Alle andre dele af 2. armé trak sig tilbage eller flygtede over grænsen til Rusland.

[redigér] De Masuriske Søer

For tyskerne gik de næste dage med oprydning og reorganisering. Store mængder russisk materiel og mange heste blev brugt til at udruste og forstærke de tyske enheder. De forskellige landeværnsenheder blev samlet til et landeværnskorps under general von der Goltz. Den 5. september ankom yderligere forstærkninger fra vestfronten. Det drejede sig om XI armékorps under general von Plüskow, Garde-reservekorpset under general von Gallwitz og 8. kavalleridivision under general greve von Schulenburg.

8. armé bestod dermed af syv korps og to kavalleridivisioner. Med denne styrke kunne Hindenburg nu vende sig mod Rennenkampf. Den 7. september angriber 8. arme mod øst. Planen var, at Francois med sit I armékorps skulle rykke frem gennem de Masuriske søer, for i en omgående bevægelse, at komme ind bag Rennenkampfs tropper. De skulle altså omfattes på samme måde som Samsonows 2. arme.

Det lykkedes dog ikke. Rennenkampf lod sig ikke fange, han valgte at trække sig mod øst, og den 15. september havde den sidste russiske soldat forladt tysk jord. Chefen for 1. russiske armé fik i Tyskland herefter navnet Rennen-ohne-kampf.

[redigér] Tannenbergs følger

Slaget ved Tannenberg fik store følger for det videre krigsforløb. Resten af krigen på østfronten kom til at foregå på russisk jord. Samtidig havde Rusland mistet en hel armé. Det skal dog ses i lyset af, at den russiske hær ved krigens start kunne indsætte otte arméer og flere var under opstilling. Alligevel mente bl.a. Solsjenitsyn, at dette tab havde vidtgående følger, fordi Rusland i de følgende år hele tiden manglede den ene afgørende armé.

Det er også blevet hævdet, at begivenhederne fik følger på vestfronten. Mange har ment, at overflytningen af de to armékorps fra vest til øst fratog Tyskland muligheden for at vinde krigen mod Frankrig. Om det er rigtigt kan kun blive spekulation.

Endelig betød Tannenberg, at Paul von Hindenburgs og Erich Ludendorffs ry voksede ud over alle grænser. Det var årsagen til, at de fra 1917 reelt kunne overtage magten i Tyskland. Denne legendære status fornemmes tydeligt i dette maleri af professor Hugo Vogel.

Én af von Hindenburgs forfædre faldt i 1410 i et tidligere slag ved Tannenberg. Se herom: Slaget ved Tannenberg/Grunwald (1410)

[redigér] Årsagerne til Tannenberg

Ved Tannenberg havde russerne på forhånd en stor overmagt, næsten 3 til 1. Alligevel lykkedes det tyskerne at vinde en knusende sejr. For at forstå dette paradoks må slaget analyseres i forhold til krigsføringens grundprincipper.

På det overordnede plan er russerne den angribende part. Alligevel lykkes det tyskerne gennem hele kampagnen at erobre og fastholde initiativet. Det er hele tiden tyskerne, der bestemmer hvor og hvornår, der skal kæmpes. Dernæst bruger tyskerne konsekvent bevægelsen til at lægge tyngde. De flytter tropper fra sted til sted, og skaber derved en lokal overlegenhed der, hvor kampen skal føres. I modsætning til russerne lykkes det altid tyskerne at samle deres tropper på det rigtige sted og tidspunkt. Det afgør slaget.

[redigér] Kilder

• Reichsarchiv: Der Weltkrieg 1914 bis 1918 (store Udgave). E.S.Mittler & Sohn, Berlin 1925
• Reichsarchiv: Schlachten des Weltkrieges, bind 19, Tannenberg. Gerhard Stassing, Berlin 1925
• Generalfeldmarschall Graf von Schlieffen: Die taktisch-strategischen Aufgaben aus den Jahren 1891-1905. E.S.Mittler & Sohn, Berlin 1937
• Paul C. Ettighofer: Tannenberg, Eine Armee wird zu Tode marschiert. Bertelsmann, Gütersloh, 1939.
• Joachim von Kürenberg: Russlands Weg nach Tannenberg. Büchergilde Gutenberg, Berlin 1934.
• Hermann von Francois: Marneschlacht und Tannenberg. August Scherl, Berlin 1920.
• Hermann von Francois: Hindenburgs Sieg bei Tannenberg. Kribe-Verlag, Berlin, 1931.
• Max Hoffmann: Tannenberg wie es wirklich war. Verlag für Kulturpolitik, Berlin, 1929.
• Winston Churchill: Den Store Krig, Steen Hasselbalch, 1935.
• General Noskoff: Der Mann der Tannenberg verlor (oversat fra russisk). Otto Schlegel, Berlin 1934.
• Erich Ludendorff: Meine Kriegserinnerungen 1914-1918. E.S.Mittler & Sohn, Berlin 1921
• Great Military Battles. Spring Books, London, 1964.
• Aleksandr Isajevitj Solsjenitsyn: August 1914 (skildring af slaget i romanform).