Stoicisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Stoicisme er den filosofi som blev/bliver praktiseret af en stoiker. Grundlæggelsen af den stoiske skole tillægges Zenon fra Kition, i denne filosofiske retning er følelser og fornuft adskilte, og stoicismen foreskriver derfor selvkontrol og at følelsesmæssig involvering kun er distraherende, da valg skal tages ud fra fornuften alene. Den idéelle stoiker er derfor upåvirket af modgang, men i stedet præget af fasthed og et vist mål af koldblodighed.
Betegnelsen stoicisme stammer fra bygningen Stoa poikile i Athen, hvor Zenon underviste sine disciple.
Stoicisme er bedst kendt gennem udtrykket "at have en stoisk ro" om folk der har et fuldstændigt overblik og ikke ændrer væremåde uanset hvad der sker omkring dem.
[redigér] Stoicisme i Grækenland
Det var i Antikken almindeligt kendt, at gode dyder var nødvendige forudsætninger for gode og rigtige gerninger, de gode dyder var fx: Klogskab, retfærdighed, mådehold og mod, og det var idealer der var spredt udover hele den antikke verden. I følge stoikerne kunne kun en mand som besad de rette egenskaber gøre gode handlinger, så modsat Aristoteles og Platon, som mente at de handlinger der var dydige var dem der kunne udføres med lethed og glæde, mente stoikeren at de gode valg skulle træffes af fornuften.
Stoicismen indeholdt en kausalitet; alt havde en årsag og verden var en sammenkædning af hændelser, men bestemt af én almen guddommelig kraft (logos), der var en forudsætning i verden. Den stoiske filosofies bestræbelser på at leve i overensstemmelse med logos, fornuft og natur var det etiske ideal. I tiden efter vor tidsregning indsnævrede filosofien sig i større grad til et spørgsmål om etiske problemstillinger. Kausaliteten var både den uophørlige sammenkædning af hændelser og skæbnen (fatum) i den gamle mytologiske forståelse. Så skæbnen var den kosmiske lov som derfor kunne opfattes som gud i en monoteistisk forstand, logos og det guddommelige blandedes sammen, og de var bestemmende for den materielle virkelighed.
Kausaliteten skabte tilsyneladende et problem: Hvis skæbnen var bestemmende for den materielle virkelighed var alle viljesakter forudbestemte og dermed var al snak om moralsk ansvarlighed meningsløs, og det ville i sidste ende fjerne grundlaget for etikken. Allerede de ældste stoikere mente ikke at skæbnen udelukkede den frie vilje; den stoiske filosof Kleanthes mente at menneskets eksistentielle situation var valget mellem at påtage sig sin skæbne og at afvise den, en forklaring på hvordan et menneske med en forudbestemt skæbne frit kunne foretag valg gav Kleanthes dog aldrig. Chryssipios adskilte formen fra årsagen, mennesket besidder muligheder der kan påvirkes mod forskellige mål, men med fornuften kan det træffe de rette valg, de ydre stimuli er ikke i menneskets magt, men måden det reagerer på er.
[redigér] Romersk stoicisme
Stoicisme blev en vigtig del af det almene dannelsesgods i den romerske kejsertid. Seneca var en af de vigtigste formidlere af græsk filosofi og i særdeleshed stoicisme i 1. årh. e.v.t. og kejser Marcus Aurelius' (160-186) værk Meditationer var tydeligt præget af stoicisme.
 |
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
