Økse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En økse er en spåntagende/flækkende håndværktøj til arbejde i træ. Oftest udført som et kileformet hovede af jern med påsat træskaft parallelt med æggen. Modsat æggen sidder nakken, der næsten opfordrer til at man slår på den med en mukkert, hvis øksen sidder fast i et stykke brænde, men det kan kun frarådes, da man presser skafthullet bredere og dermed får hovedet til at sidde løst på skaftet.
Anvendelse: Oftest til flækning af brænde (på langs af træets årer). Det er sværere at udføre hugning på tværs af årerne, men mange grovere typer tømrerarbejde kan faktisk udføres med økse.
Ved slibning af en økse er det vigtigt at æggen ikke slibes i for spids vinkel (som en kniv), da den så let sætter sig fast.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
Øksen kendes helt tilbage fra den allerældste stenalder, udført i flintesten, og har fundet anvendelse til trærydning, tømrerarbejde og skibsbygning, men også i krigstjeneste "stridsøkser". Ingen ved i dag, hvor længe man blev ved med at bruge flinteøkser, da de er så godt som umulige at datere ved løsfund. Derimod er det sikkert, at der har været knyttet mange sagn til de øksehoveder, man fandt overalt. Det hed sig f.eks., at de var "tordenkiler", altså den hammer, Tor fremkalder torden med.
Fra bronzealderen kendes en del såkaldte pragtøkser eller paradeøkser, der er store tunge økser ofte med en indre kerne af ler. De er ikke anvendelige i praktisk brug, men har været brugt til kultisk formål (parader) lige som lurer. De findes ofte parvis i jorden.
Øksens historie er lang, og starter kort efter at mennesket er begyndt at være menneske med håndkiler af groft tilhugget flint. Håndkiler er ikke skæftet, men brugtes alene med de bare næver. Ikke før omkring 8000 år siden finder nogen på at give den et skaft, hvad de fleste så har haft siden, undtagelsen er stikøksen.
[redigér] To hovedtyper
Fra begyndelsen af har der været to hovedtyper af økse, den rette, hvor æggen er mere eller mindre parallel med skaftet, og skarøksen, hvor æggen sidder på tværs. Blandt arkæologer florerer udtrykket tværøkse, som sikkert ikke er helt heldigt i denne sammenhæng, da udtrykket ligeledes er blevet brugt om krydsøkse. En særlig form for økse er bilen, der har en glat side og ensidig æg. Forskellen på en økse og en bil er altså at bilen har ensidig fas og en plan side, mens øksen har dobbelt fas. Mest kendt er bredbil.
[redigér] Dobbeltbladet økse
Bruges især af skovarbejdere, enten til fældning af træer eller til øksekast i Konkurrencer.
[redigér] Udformning og fremstilling
Økser består af et hoved og et skaft. Den del af hovedet der sidder oven for (bag) skafthullet kaldes nakke, bag eller hammer, og den del der ender i æggen, blad. Jvf. NORM (blad 27a, 1983) hedder den del af hovedet der peger bort fra skaftenden "ryg" og den modsatte side "bug" og stykket umiddelbart under skafthullet "hals". En økse kan have "skæg", d.v.s. at bladet udvider sig mere eller mindre bagud i forhold til skaftet. Visse økser har på begge sider nogle buede hulninger, strækkende sig fra halsen og udefter. Bådebygger Helge Askholm, der var i lære på Frederikssund Bådeværft, kalder dem smilehuller.
Hovedet er normalt fremstillet ved at et stykke jern er foldet og svejset sammen i nakkeenden, således at der fremkommer et skafthul. Bladet er før den endelige sammensvejsning belagt med et stykke stål.
[redigér] Bredbil
Bredøkse, også kaldt "høj økse", "høfføkse"; man forstår udtrykket første gang man står over for et middelalderligt eksemplar; endvidere tælgeøkse, tælleøkse, slingreøkse, slingeøkse (anvendt til slingning), tømmermandsøkse, glatøkse, sletøkse.
En meget karakteristisk udformet økse med sit vifteformede hoved og en æg på 30 -40 cm. Af hensyn til brugerens fingre og især knoer vrider skaftet noget i forhold til øksens hoved, da den hugger på langs ad emnet. Skafthullet er kraftigt konisk og er ikke mere end et par cm ved skaftenden, i modsætning til skarøksen, hvor det konisk udformede skaft holder hovedet på plads.
Hvorfor bredbilen er skæftet på denne gives der ingen fornuftig forklaring på, men den har fra den tidligste tid været skæftet på lignende måde - se fx på Nationalmuseets eksemplar fra Nørrejylland. Den er i øvrigt meget lig vikingernes skægøkse.
[redigér] Krydsøkse
Der endvidere bører betegnelsen Krydsbil er en af de øksetyper Waagepetersen (1965) gør meget ud af og som vistnok osse kaldes kværbil og undertiden tværøkse. I øvrigt hersker der den næsten sædvanlige forvirring omkring navngivningen, idet øksen undertiden benævnes syldøkse, mens en smed fra Skagen, der brugte sådanne til vragophugning kaldte den kapus. Den er i høj grad lig en jordhakke, dog uden dennes udprægede krumning; den er smal og "høj", den ene æg er ret med dobbelt fas, den anden sidder på tværs af skaftet og har ensidig, indvendig fas. Waagepetersen (op. cit. p. 33) nævner en fundet i Kalundborg Museum; længden af skafter er her 67 cm.
Krydsøksen er for længst gået af brug, men har tidligere været brugt af tømrere til hugning af taphuller, idet den rette æg blev brugt på langs af træet, den tværgående til overhugning af fibrene og tømning af taphullet for spåner. Da øksen gik af brug gik man i stedet over til at anvende stemmejern (afbindingsjern) og lokbejl.
[redigér] Øksen som våben
Øksen blev længe anset for at være hver mands våben, og helt op i det 18. århundrede måtte kronen flere gange forbyde bønder at bruge langskaftede økser som "spadserestokke", der kunne bruges i slagsmål. Hellebard og Partisan
[redigér] Vægt
Almindelige økser fås som håndøkser med vægten 200 gram op til flækøkser på 5-7 kg.
[redigér] Andre typer
[redigér] Brandvæseners anvendelse af økse
Pionerøkser er i brug ved brandvæsenet. Der findes to typer, en gammel, der i nakken er forsynet med noget der mest af alt kan sammenlignes med en skarøkse. Den er tung og uhåndterlig, siges det af folk der har prøvet den, og en nyere, der er forsynet med en lang spids pig i lighed med lægtehammerens horn. Den gamle type er afbildet i Københavns Brandvæsens bomærke, der bl. a. ses på alle brandbiler. Skaftet er på størrelse med skovøksens. Den findes i pionerernes vogne i modsætning til den kortskaftede brandmandsøkse, der hænger i bæltet.
Øksens brug.
Brandmandsøkse, til tider blot Brandøkse er en kortskaftet økse med ret blad i den ene side og pyramideformet horn eller pig i nakken. Ved Københavns Brandvæsen er øksen personligt udstyr for hver eneste brandmand, idet den hænger i en øksetakse ved bæltet. Brandmandsøksen er bl.a. blevet brugt til døråbning men er nu afløst af en døråbner, der i bedste fald kun efterlader et ganske lille mærke i karmen, især hvis opklodsningen ikke er alt for omhyggelig. I øvrigt bruges den til alt hvad der kan bruges økse til når der er brand.
 |
Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse. |
[redigér] Se også
- Håndvåben
- Skægøkse
- liste over middelaldervåben
[redigér] Eksterne Henvisninger
- http://www.gransfors.com
- Chr. Waagepetersen, Forsvundne Tømrerøkser, Kalundborg 1965
- http://www.baskholm.dk/haandbog/haandbog.html
