Dialektik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dialektik kommer af græsk dialegesthai = "føre samtale" eller måske af dialegein = "skelne". Det er betegnelsen for en erkendelsesteoretisk metode, der består i en udveksling af teser (påstande) og antiteser (modpåstande), som – i bedste fald – slutter med en syntese, som sammenvæver de to påstande. Det kan også udtrykkes sådan: Dialektikken er en metode inden for filosofi og retorik, hvor indbyrdes modsigende påstande bliver afsløret som sammenhængende ved at udsagn (tese) og modudsagn (antitese) føres frem til en fælles konklusion (syntese). Modsigelserne skal ophæves og derved vil der opstå en erkendelse (syntese).

[redigér] Filosofisk betragtet

Filosoffer bruger gerne begrebet 'dialektik' til i specifik forstand at betegne enten den sokratisk dialektiske krydsforhørsmetode eller Hegels dialektiske historiemodel. "Dialektik" kan dog også henvise til en forskrift for, hvordan sand erkendelse kan opnås (epistemologi) eller en teoretisering over verdens struktur (ontologi) - at verden omkring os er sammenvævet, modsigelsesfyldt og dynamisk allerede før vores iagttagelse af den, eller en metode til at præsentere tanker og konklusioner (formidling, pædagogik), sådan som f.eks. Thomas Aquinas og Karl Marx har gjort det.

Der findes et snævert slægtskab mellem dialektik og logik. Dialektikken bliver ofte betegnet som "en del af logikken" eller "den uformelle logik"; eller den bliver simpelthen gjort ensbetydende med logik. Oprindeligt betød dialektik bare "samtalekunst" (se Platon, Aristoteles og Schopenhauer), selvom metoden hos her står i sagens tjeneste – modsat hvad den gjorde hos sofisterne. Kant hævdede, at dialektikken er en beskæftigelse med ting, som ligger uden for vores erfaringshorisont ("det tilsyneladendes logik"), og at den af samme grund uundgåeligt fører til uløselige modsigelser (antinomier). Forståelsen af dialektikken blev dog videreført af Serol, Fichte og Schelling, og den nåede et højdepunkt i Hegels logik.

[redigér] Sokratisk dialektik

I Platons dialoger styrer Sokrates typisk samtalen, hvor han bruger en krydsforhørsteknik overfor andres påstande for at påvise selvmodsigelser i deres holdning. For eksempel beder Sokrates Euthyphro, i dialogen af samme navn, om at komme med en definition på fromhed. Euthyphro svarer, at det fromme er det, som guderne elsker. Hertil svarer Sokrates, at guderne er stridbare og deres stridigheder drejer sig om genstande for had og kærlighed ganske som menneskers stridigheder. Euthyphro indrømmer, at det er tilfældet. Derfor må der være i det mindste én ting, som nogle guder elsker, men som andre guder hader, siger Sokrates. Det giver Euthyphro ham igen ret i. Derfor kan Sokrates konkludere, at hvis Euthyphros definition af fromhed er sand, må der findes mindst én ting, som er både from og blasfemisk (siden den jo er både elsket og hadet af guderne), - hvilket jo er absurd, må Euthyphro også indrømme.

Metoden udvikles her som overalt i de sokratiske dialoger gennem flere etaper:

Sokrates stiller et spørgsmål (hvad er...?)
Samtalepartneren fremsætter en definition (tesen)
Sokrates undersøger definitionen gennem en serie af spørgsmål, og spørger til alternativer (antitesen)
Det konkluderes om den hele eller bare noget af den oprindelige definition stadig er holdbar

[redigér] Hegeliansk dialektik

Selv om Hegel aldrig selv brugte netop den beskrivelse, forklares hans dialektik ofte som en bevægelse i tre trin: en tese ("sætning"), en antitese ("modsætning"), som modsiger eller benægter tesen, og en syntese ("sammensætning"), der opfanger det, som er centralt i dem begge.

Hegel stiller dialektikken op som en metafysisk tænkemåde, og han betragter den ikke bare som en metode, en erkendelsesteori, men også som en ontologi, dvs. en beskrivelse af det værende. Dialektikken bliver derfor betegnet som en selvstændig, logisk proces, ja ligefrem som begrebernes selvudvikling, der danner grundlaget for virkelighedens logiske struktur.

Et spekulativt, metafysisk system er også et system af logiske udredninger, som er uafhængige af erfaringerne og som går videre derfra og begriber det overjordiske som noget, der bor i tænkningen selv, og som er det værende i alt – også det menneskelige væsen. Dialektikken er ifølge Hegel også den ægte, metafysiske metode, som tillader, at man bevæger sig ud over de uomgængelige begrænsninger i den empiriske viden til ethvert ønsket erkendelsesniveau.

I sin Wissenschaft der Logik beskriver Hegel en abstrakt dialektik, som kredser om dét problem, det er at definere 'det absolutte' (dvs. altet). Den første definition der afprøves, er at det absolutte er ubestemt væren. Forstår man virkelig, hvad dette betyder, vil man indse, at den ubestemte væren ikke kan skelnes fra intetheden, fordi den netop ikke er noget bestemt. Dermed har vi den logisk første dialektiske bevægelse.

Ligesom den sokratiske dialektik bevæger Hegels dialektik sig ved at gøre indbyggede modsigelser åbenlyse: hvert trin i processen er resultatet af indbyggede eller usagte modsigelser på det foregående trin. For Hegel var hele den vestlige historie én kæmpestor dialektik, hvor de største øjeblikke markerer en bevægelse fra fremmedhed over for sig selv i form af slaveri til genforening og virkeliggørelse som den fornuftprægede, grundlovsstyrede statsmagt bestående af frie og ligeberettigede borgere.

[redigér] Marxistisk dialektik

Karl Marx og Friedrich Engels mente, at Hegel "stod på hovedet", og de påstod, at de stillede ham på benene igen ved at rense hans logik for dens idealistiske baggrund. De opstillede i stedet en dialektik, der kendes som dialektisk materialisme eller marxistisk dialektik. Den dialektiske tilgang til historiestudiet lagde senere grunden til den historiske materialisme, en metode, som er anvendt i værker af Marx, Engels og Lenin. (Marx omtalte dog aldrig selv den "historiske materialisme".) Den dialektiske metode blev efterhånden anset for at være det afgørende grundlag for al marxistisk tænkning og politik, hvad man kan se i værker af f.eks. Karl Korsch, György Lukács og medlemmerne af Frankfurterskolen.

Karl Marx påstod, at han byggede på den hegelske dialektik, men de fleste af hans elever sank ned til en art pidgin-dialektik, som koger den hegelske logik ned til de berømte tre, marxistiske grundsætninger:

Loven om modsætningernes enhed og kamp
Loven om negationens negation
Loven om de kvalitative ændringers omslag i kvalitative spring og omvendt.

Ved siden af disse tre grundsætninger undersøger man i den marxistiske dialektik også lovmæssigheder i dialektiske sammenhænge som disse kategorier:

Væsen og ydre
Årsag og virkning
Indhold og form
Virkelighed og mulighed
Nødvendighed og tilfældighed
Det generelle og det specielle
Konkret og abstrakt
Kontinuitet og diskontinuitet
Kvalitet og Kvantitet
Identitet og Forskel
Element og helhed
Endelighed og uendelighed)
Absolut og relativt)
Enhed og Mangfoldighed)

Ofte bliver disse modsætningspar også betegnet som dialektiske vekselvirkninger.

Under stalinismen udviklede den marxistiske dialektik sig til det, som blev kaldt "diamat" (en forkortelse af dialektisk materialisme), og som fik karakter af trosbekendelse. Nogle sovjetiske akademikere som f.eks. Evald Iljenkov fortsatte dog med uortodokse, filosofiske studier af den marxistiske dialektik ligesom flere tænkere i den vestlige verden.

[redigér] Dialektisk biologi

I deres bog, The Dialectical Biologist, 1985 ISBN 0674202813, skitserer Richard Levins og Richard Lewontin en dialektisk metode for biologien. De ser "dialektik" mere som et sæt af spørgsmål, man må stille til den biologiske forskning som et våben mod dogmatiske holdninger snarere end som et sæt af forud fastlagte svar. De peger på det (dialektiske) forhold mellem "helheden" og "enkeltdelene". Enkeltdelen forudsætter helheden, og helheden forudsætter enkeltdelen (s. 272). Det vil sige, at ethvert biologiske system består af en samling forskelligartede enkeltdele. De bidrager alle til helhedens karakter, sådan som det fremhæves i den reduktionistiske tænkning. På den anden side har helheden også sin egen eksistens uafhængigt af enkeltdelene, og den påvirker og bestemmer enkeltdelenes natur. Denne frem-og-tilbage-bevægelse (dialektik) er en måde at beskrive en dynamisk proces på.

Darwins evolutionsteori peger på konkurrencen mellem arter, som hver især har et sæt af forskellige medlemmer (populationen) inden for et givet miljø. Det fører til, at arter ændres, og nu og da også til at nye arter opstår. En dialektisk biolog afviser ikke modellen, men vil hellere undersøge, hvordan de konkurrerende skabninger fremkalder ændringer i miljøet, som f.eks. når mikroorganismer fremkalder nedbrydning af klipper. Det interessante er med andre ord, hvordan hver art danner en del af miljøet for de andre.