Karl Gustav-krigen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
"Karl Gustav-Krigen" var to krige mellem Danmark-Norge og Sverige i perioden 1657-1660. Krigene endte med at Danmark afgav landskaberne Skåne, Halland og Blekinge til Sverige, og Norge afgav Bohuslän til Sverige. Bornholm og de norske landskaber Trøndelag og Nordmøre som også blev overdraget til Sverige ved første den fredsslutning i 1658 (Freden i Roskilde), kom tilbage til henholdsvis Danmark og Norge ved den anden fredsslutning i 1660 (Freden i København).
Krigen indledtes i 1657 med at Kong Frederik 3. 1. juni erklærede Sverige og Kong Karl X Gustav krig. "Karl Gustav-krigen" skulle være revanche for nederlaget i Horns krig og Torstenson-Krigen i 1645. Først den 20. juni modtog svenskekongen krigserklæringen i den vestpreussiske by Torun.
[redigér] Første del
Krigen indledtes med et mislykket angreb på det svenskbesatte bispedømme Bremen-Verden, hvorefter svenskerne besatte Jylland, mens Danmark sejrede i Halland og generobrede de i 1645 afståede norske landsdele.
I oktober indtog svenskerne Frederiksodde (Fredericia) efter et slag, hvor over 1000 danske soldater faldt, og rigsmarsk Anders Bille, dødeligt såret, blev taget til fange.
Det blev en kraftig isvinter, og bælterne frøs til, så de svenske tropper kunne krydse over bælterne; først til Fyn, som nåedes 30. januar 1658. Via Tåsinge, Langeland, Lolland, og Falster nåede man Sjælland, og allerede den 15. februar stod de 20 km fra København. Den danske statsledelse var lammet af panik, og Frederik 3. indgik den ydmygende fredsaftale i Roskilde.
Studenter ved Københavns Universitet nægter at deltage i forsvaret af København.
Hvad danskerne på det tidspunkt dog var uvidende om, men svenskerne derimod gennem opsnappede depescher vidste, var at Brandenburg og Østrig besluttet at sende 23.000 soldater til Danmark som hjælp mod det svenske kvælergreb. De svenske fredsforhandlere begyndte sænke deres krav på landafståelser og fik meget travlt med at få freden undertegnet. Når danskerne siden fik nys om undsætningshæren var det for sent.
[redigér] Anden del
Den svenske konge, Karl X Gustav, var dog ikke tilfreds med aftalen. I august 1658 samlede han 6.000 soldater i Kiel og sejlede dem til Korsør hvor man gik i land. Hæren drog over Sjælland mod København, og efter nogle indledende kampe slog svenskerne lejr ved Brønshøj. Hermed var København belejret.
København var under militær ledelse af Hans Schack, og han mobiliserede københavnerne til forsvar selvom både vand og fødevareforsyninger blev mere eller mindre afskåret. Den 29. oktober ankommer en hollandsk undsætningsflåde som havde kæmpet sig forbi det besatte Kronborg og videre ned gennem Øresund. Den tilførte både forsyninger og soldater til den trængte by.
Der var flere træfninger og angreb, men det største slag ved København blev svenskernes storm den 10. februar 1659. Ved en solid kampindsats, og godt hjulpet af militær spionage, lykkedes det københavnerne at modstå stormen, og svenskerne måtte trække sig tilbage med svære tab.
Den svenske hær som var involveret i besættelser i Preussen og Pommern blev nu presset sydfra af østrigske og polske tropper, og en allieret hær under ledelse af Eberstein trængte op gennem Jylland. På søen var hollænderne den overlegne part.
Karl X Gustav indså efter den mislykkede storm at en total erobring af Danmark ikke var mulig, og han koncentrerede nu sine tropper om at forsvare sine stillinger på Fyn. Det blev Schack og Eberstein som kom til at lede de endelige slag fra dansk og allieret side. De to mødtes til samråd i Egernførde, og derefter sejlede Schacks tropper fra Kiel den 27. oktober 1659. I Storebælt forsøgte man et overraskelsesangreb på Nyborg, men da det mislykkedes, besluttede man at gå i land ved Kerteminde den 31. oktober, og det angreb lykkedes.
Schacks hær stod nu på Fyn, og efter nogle dages hvil, hvor den svenske hovedstyrke trak sig tilbage mod Nyborg, rykkede Schack mod Odense, hvor han holdt sit indtog den 9. november. To dage senere mødte han Ebersteins hær efter at denne havde have kæmpet sig over til Lillebælt. Den 14. november begyndte slaget ved Nyborg, og dagen efter overgav svenskerne sig.
Den 27. maj 1660 blev der sluttet fred, og Danmark fik her Bornholm og de norske områder tilbage. Indenrigspolitisk fik krigen store konsekvenser da den ansporede Frederik 3.s statskup og medførte overgangen til enevælden.
