Religion i Indien
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Religion i Indien er præget af subkontinentets høje grad af etnisk, sproglig og kulturel diversitet; det betyder at i den moderne indiske stat blandes traditionalisme med modernitet, og tolerance og religiøs åbenhed eksisterer side om side med blodige religiøse konflikter. De mange forskellige folkeslag, religioner og religiøse gruperinger er et resulatet af den indiske historie, der er præget at både indvandringer, erobringer, imperiers kollaps og den dynamik tætbefolkede områder skaber.
Det indiske subkontinent er i dag delt i flere stater, hvoraf den største både befolknings- og arealmæssigt er Indien. Blandt Indiens 1,103 mia. indbyggere er tilhængerne af de forskellige religioner fordelt omtrent således:
- 82% hinduer
- 12% muslimer
- 2,3% kristne
- 1,9% sikher
- 0,8% buddhister
- 0,4% jainister
- Restgruppen udgøres af bl. a. forskellige stammereligioner, Bahai, jøder og parsere, de udgør tilsammen omkring 0,4%.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oldtid
Arkæologisk strækker civilisationen i det indiske subkontinent sig tilbage til 2300 f.v.t. hvor induskulturen blomstrede, byer med skriftkultur er udgravet ved Harappa og Mohenjo-Daro, vi kender dog ikke meget til disse byers kultur eller religion, vi kender knapt årsagen til deres forsvinden. Først fra omkring 1200 f.v.t. har vi bevaret de første levn til Indiens historie, da indoeuropæiske stammer bosætter sig i det nordlige Indien, men denne periode er præget af både kronologisk usikkerhed og mangel på reelle historiske oplysninger. De første sikre årstal stammer fra Perserrigets erobring af Punjab i 510 f.v.t. og Alexander den Stores felttog til Indien i 326 f.v.t. Grækerne i Alexanders hær mødte filosoffer og asketer, der fascinerede dem pga. den radikalitet og konsekvens hvormed de udlevede med deres religiøse forestillinger. De asketiske og frelsesorienterede strømninger som Jainismens og Buddhismens udsprang af havde på dette tidspunkt fået stor betydning i den indiske religion.
[redigér] Vedisk tid
- Hovedartikel: Vedisk religion
Fra år 1200 f.v.t. til år 500 f.v.t. oplever Indien den såkaldte Vediske periode, den har fået navn efter den vigtigste tekstsamling fra perioden; Vedaerne. Ifølge legenden er Vedaerne åbenbaret til menneskene på guddommelig vis, og herefter er teksten overleveret på mundtlig vis fra far til søn i den såkaldte Brahmin kaste. Teksterne er forfattet over et meget langt tidsrum (1200 f.v.t.- 500 f.v.t.), og de ældste afspejler derved en helt anden kultur end de yngste, men den dag i dag betragtes Vedaerne stadig som den højeste religiøse autoritet blandt størstedelen af Indiens religiøse gruperinger. Sproget i teksten, vedisk, er af den oldiranske gruppe, og er en arkaisk forløber for sanskrift. Pga. de meget få skriftlige levn fra perioden, udover Vedaerne, har det været svært at få et helt klart billede af religionen.
Et af de forhold, der kan udledes af teksterne er præsteskabets fremtrædende position, ofringer var en central del af kulten, og derfor var højt uddannede præster nødvendige. Ofringer var under stærk rituel kontrol, selv de ritualer, som blev udført i hjemme var et offentligt anliggende, der krævede særlige procedurer og remedier. Et væsentligt element i alle ofringer var ilden, og der fandtes et ganske særligt præsteskab, der tog sig af offerbål.
Den vediske perioder var præget af forandring, og de religiøse tekster afspejler disse, forandringerne i fem epoker har været særligt gennemgribende:
- Indvandring af indoarier fra Afghanistans højland først til Punjab og senere til området omkring Ganges’ øvre løb.
- De vediske indoarier opgiver deres nomadetilværelse og bliver fastboende.
- Det sakraliserede kastesystem opstår, idet samfundet differentieres efter funktioner.
- Lokale stormandslægter udvikler sig sakrale dynastier i tidlige statsdannelser.
- Det religiøse fokus flyttes, vi finder en spiritualisering bevægelse i religionen og en dualisme mellem krop og sjæl, hvor kroppen repræsenterede genfødsel og død, mens det evige liv fandtes i sjælen.
I dette frelsesorienterede miljø opstod jainismen, buddhismen og hinduismen.
[redigér] Hinduisme
- Hovedartikel: Hinduisme
[redigér] Pluralisme
Hele perioden fra Alexanders mislykkedes felttog til Indien til den islamiske erobring af det nordvestlige Indien i 1021 e.v.t. var præget af mindre og rivaliserende stater, hvor påvirkning udefra var minimal. Den dominerende religion var stadig baseret på Vedaerne, men det religiøse udtryk var meget forskelligartet.
Først i moderne tid er hinduisme blevet en mere ensartet, bl.a. pga. indflydelsen fra nye religioner, der har vundet indpas i Indien, men selv i dag er det umuligt at give en samlet og entydig beskrivelse af hinduisme.
[redigér] Historie
Hinduerne omfatter i dag den største religiøse gruppe i Indien, i alt mere end 900 mill. mennesker. Begrebet hinduismen er indført af vestlige forskere i 19. årh. som en samlebetegnelse for alle de religioner, kultfællesskaber osv. som var baseret på Vedaerne. Ordet hindu er dannet af sindhu, som er en betegnelse for en person der stammer fra lan-det ved floden Sindhu, dvs. Indien, og hinduisme er disse personers levemåde. Til forskel fra de øvrige såkaldte verdensreligioner han hinduismen ikke en grundlægger, teologiske systemer, fælles moralbegreber eller centrale religiøse organisationer.
Hinduisme er groet ud af vediske traditioner, og det er meget svært at fastsætte et tids-mæssigt skel mellem de to perioder, men mod slutningen af den vediske tid flyttes det reli-giøse fokus mod spiritualitet og frelse.
På trods af angreb og invasioner af især islamiske folkeslag overlevede hinduismen.
[redigér] Litteratur
Podemann et.al., Gads Religionsleksikon, Gads forlag, Kbh, 1999 ISBN 87-12-03138-0 Tim Jensen et. al., Gyldendals Religionshistorie, Gyldendal, Kbh, 1994 ISBN 87-00-12196-7
 |
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
