Sky (meteorologi)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En sky betegnes som den synlige mængde af små kondenserede vanddråber (eller iskrystaller), af størrelsesordenen 0,01 millimeter i diameter: De er så små og lette, at luftens bevægelse er nok til at holde dem svævende i atmosfæren (troposfæren) over jordoverfladen.
Tåge og dis er i virkeligheden en sky der "ligger på jorden": Hvis man på en dag med tæt tåge ser mod en mørk baggrund, kan man under gunstige forhold se de bittesmå vanddråber der svæver i luften omkring én.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Skydannelse
Skyer bliver dannet når usynlig vanddamp kondenserer til synlige små vanddråber eller iskrystaller. Det kan ske på to måder:
1. Luften bliver kølet ned til sit mætningspunkt. Dette sker når luft kommer i kontakt med en kold overflade eller en overflade som er afkølet ved stråling, eller ved at luften bliver afkølet ved adiabatisk hævning. Dette kan ske:
- langs en varmfront eller en koldfront (frontal hævning).
- ved at luften blæses over en bjergkam (orografisk hævning).
- ved konvekse bevægelser forårsages at overfladen varmes op (opvarmning om dagen).
2. Luften ændrer ikke temperatur, men absorberer mere vanddamp indtil luften er mættet.
Skyer er tunge. Vandet i en normal sky kan have en masse på flere millioner tons. Volumen er tilsvarende høj.
[redigér] Forskellige slags skyer
Efter den internationale skyklassifikation inddeles skyer på to forskellige måder; efter de højder de findes i, og efter den facon de har. Det sidste har noget at gøre med hvordan de dannes.
[redigér] Hovedformerne
Alle skyer dannes ved at en luftmængde som indeholder vanddamp køles ned til en temperatur under denne lufts dugpunkt: Så "tvinges" en del af vanddampen til at fortættes til flydende vand, og det er dette vand der danner de utallige bittesmå dråber som skyen består af.
- Langskyer, de stratiforme skyer eller blot stratus: Denne kategori omfatter flade og langstrakte skyer. De dannes når et udbredt lag af luft med vanddamp køles ned under sit dugpunkt, så vanddampen fortættes.
- Blomkålsskyer, de cumuliniforme skyer eller blot cumulus: Denne kategori rummer de mere "tætte" skyer der har en vis udstrækning i højden, og typisk ligner blomkål eller uld. De dannes når luften over et "lille" område indeholder meget vanddamp og samtidig løftes til vejrs: Ved opstigningen afkøles luftmassen til under dens dugpunkt, og afhængig af hvor meget fugt der er i luften kan resulatet blive alt fra nogle små godtvejrsskyer der ligner uldtotter, til en tårnhøj tordensky med "blomkåls-facon" og en mørkegrå, flad bund.
- Fjerskyer, de cirriforme skyer eller blot cirrus: Disse skyer består ikke af vanddråber, men af tilsvarende små iskrystaller, eftersom de forekommer i højder hvor temperaturen er under frysepunktet.
[redigér] Klassifikation efter højde
Højde | Højdeklas- sifikation |
Skytyper | |
---|---|---|---|
km | eng. feet | ||
0 - 2 | 0 - 6500 | Lave skyer |
|
2 - 5 | 6500 - 16500 | Mellemhøje skyer |
|
5 - 7 | 16500 - 23000 | (Overlap- ningszone) |
|
7 - 13,7 | 23000 - 45000 | Høje skyer |
|
Stratiforme og cumuluniforme skyer kan forekomme i alle højder, og samme slags sky tager sig forskelligt ud i forskellige højder. Det har givet anledning til det klassifikationssystem der er vist i skemaet til højre.
De højder der er angivet, skal "tages med et gran salt" - for eksempel kan undersiden af en sky af typen nimbustratus (NS) godt ligge under 2 kilometers højde. Og en stor cumulomnibus-sky (CB, eller "tordensky") kan nå fra nogle få hundrede meter og helt op til tropopausen, som sætter en øvre grænse for alle skyer i ca. 12-14 km højde.
Af samme grund opererer et andet klassifikationssystem med "sky-familierne" A (høje skyer), B (mellemhøje skyer), C (lave skyer) samt D (lodrette skyer der gennembryder lag-klasifikationen).
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne henvisninger
- Australia Severe Weather: cloud classification system Mange billeder (små)