Hjørring
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel handler om selve byen Hjørring. Ordet Hjørring bruges ofte også som en kort betegnelse for Hjørring Kommune.
Hjørring er den største by i Vendsyssel, Nordjyllands Amt med et indbyggertal på 24.592 (1. januar 2006). Hovedby i Hjørring Kommune og i det 1970 nedlagte Hjørring Amt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Etymologi
Hjørring nævnes tidligst på en brakteat fra midten af 1100-tallet (Heringa), dernæst i Kong Valdemars Jordebog (1200-tallet) i formen Jhoringy (fejl for Hj-) og i den oldnordiske Knýtlingesaga omkring 1260 i formen (í) Jorungi. Navnets oprindelse må betegnes som uvis, men et bud er at det består af to dele: Hjórr (der betyder et sværd) og af en typisk endelse for gamle danske byer (-ing).
[redigér] Historie
[redigér] Oldtid
Helt fra oldtiden har den isolerede bakkeø, hvorpå de centrale dele af Hjørring nu ligger, været bebygget. Med sin centrale beliggenhed midt i Vendsyssel var den et naturligt mødested for landsdelens befolkning, når de ønskede at forsamle sig.
Oldtidsminder: I alt ca. 100 fredede, bla.
- Femhøje beliggende overfor Hjørring Gymnasium, fem gravhøje, hvoraf den sidste blev sløjfet i 1937; i den forbindelse afdækkede man 3 nu fredede bronzealdergrave.
- På den nye kirkegård findes findes 8 af de for Nordjylland, og især for Vendsyssel, karakteristiske stensatte jernaldergrave, der har givet gode fund, navnlig af keramik, fra ældre og yngre romersk jernalder.
Sløjfede oldtidsminder: I alt ca. 450 kendte, bla.
- 24 høje, heraf 6 i en gruppe på Bjergene og 5 ved Aldershøj, de andre mere spredt. Fra den nordligste af Klokhøjene ved Aldershøj stammer et rigt gravfund fra jernalderen med bronzeskål, lerkar og 3 guldfingerringe, 2 sølvringe m.m.
Øst for byen er der fundet en jernalderboplads. Ved Hjørring er der fundet 3 guldbrakteater. Fundene er udstillede på Vendsyssel Historiske Museum.
[redigér] Middelalder
Gennem hele middelalderen holdtes det gamle sysselting her, og byen blev også mødested for gejstligheden. Allerede i tidlig middelalder fik byen hele 3 kirker; desuden fandtes, dengang sydvest for byen, et Sankt Knuds Hellig Kors kapel i tilknytning til en gennem lange tider besøgt helligkilde. I slutningen af 1400-tallet stiftedes endvidere i tilknytning til Sankt Catharinæ kirke et Sankt Annæ kapel, til hvilket der sandsynligvis har været knyttet et hospital. Byens fornemste borgere samledes med udenbys stormænd i et Sankt Knuds gilde med eget gildehus, og den ret talrige gejstlighed mødtes i et særligt gilde, der ligeledes havde eget hus.
Af et brev fra 1408 24. april fremgår at en vis Wichmand Andersen, bymand, skøder en gård i byen til dronning Margrete 1. (Læs teksten fra Diplomatarium Danicum her).
Hvornår et egentligt bysamfund er opstået kan ikke nøjagtig fastslås. Det ældste kendte privilegiebrev udstedtes af kong Erik 4. Plovpenning 31. marts 1243 og tilstod byen de samme rettigheder som Viborg. Christian 1. tog 28. februar 1459 byen i sin beskyttelse. Privilegierne bekræftedes ved nye breve af 19 april 1484, 30. oktober 1505 samt 23. september 1514.
Gennem brevet af 1505 får man et indtryk af byens udstrækning. Det middelalderlige bysamfund lå stadig omkring de tre kirker på toppen af bakkeøen. Sysseltinget og forsamlinger af områdets gejstlige har undertiden kaldt mange folk til byen og således givet omsætning til byens handlende og håndværkere. Omkring 1150 har Svend 3. Grathe efter al sandsynlighed ladet slå mønt i byen; en funden brakteat bærer omskriften Heringa, som er den latinske betegnelse for Hjørring. Meget tyder desuden på at biskoppen af Vendsyssel i hvert fald i 1100-tallet har haft til huse i byen. Byen er utvivlsomt Vendsyssels ældste købstad, og har, trods sin ringe udstrækning, haft en vis betydning igennem hele middelalderen.
[redigér] Renæssance
1500-tallet er en tilbagegangsperiode. Sysseltingets virke ophører engang i 1520erne, og ved reformationen forsvinder de rige klostre i Børglum (se Børglum kloster) og Vrejlev (se Vrejlev kloster) som utvivlsomt har haft forretningsforbindelser med byen. Også Skipper Clementsfejden blev dyr for Hjørring, idet borgerne måtte betale svære løsesummer og erstatninger. Omkring 1570 har en voldsom brand formentlig hærget byen. Ved en sammenligning af skatteudskrivningerne fra byerne i Vendsyssel fremgår det at både Skagen og Sæby i denne periode har været rigere og større end Hjørring. 1548-53 var Hjørring på ny bisperesidens, og et hus til bispen indrettedes på det gamle præstegildes grund. 1549 fik byen egen latinskole, der indrettedes i et stenhus ved Sankt Catharinæ kirkegårdsmur. Byens privilegier stadfæstedes under hyldningshøjtidelighederne i Viborg i 16. juni 1584, og 1. august 1590 indskærpede kongen, at ønskede en borger at sælge sin ejendom i byen, skulle den først tilbydes en anden borger og ikke en udenbys. Ved samme lejlighed fik borgerne endvidere ret til at handle i Aalborg by og omegn, og der blev givet tilladelse til at afholde torvedag hver torsdag.
[redigér] 17. og 18. århundrede
Perioden 1600-1670 var ligeledes en vanskelig tid. 1602 hærgede pesten, og i 1627-29 lå de kejserlige tropper indkvarteret i byen (ritmester Schirstedts kompagni). I 1644 blev byen besat af svenske tropper, og efter krigen indkvarteredes danske soldater. 1647 opstod atter en voldsom brand, der lagde 18 gårde øde, og 1657-58 var byen på ny besat af fjendtlige tropper, som udsultede befolkningen ved udskrivninger og indkvarteringer. Øvrigheden opgjorde byens udgifter i forbindelse med Karl Gustafkrigene til ca. 11.000 rigsdaler.
Endnu i denne periode formåede byens handlende at holde en vis omsætning, og selv om man ikke havde direkte adgang til havet, lå det ikke længere borte end at byens købmænd kunne nyde godt af den vigtige kysthandel med Norge. Indførelsen af konsumtionsafgiften i 1672 indebar et alvorligt smæk for byens handel; omegnens bønder drog ikke længere til Hjørring for at afsætte deres varer men foretrak at handle direkte med de fremmede købmænd der anløb vestkystens bopladser (Lønstrup, Løkken, Blokhus m.fl.). Flere handlende flyttede i denne periode fra byen, og 1715 fandtes der kun 76 familier tilbage, heraf 3 kræmmere, 14 håndværkere, 3 øltappere, 26 avlsbrugere, 8 embedsmænd og 22 uden erhverv. 1693 og 1702 lagde ildebrande så godt som hele byen i aske. Efter den sidste brandkatastrofe i 1702 var 14 huse og 3 lader tilbage fra tiden før 1693.
Byen havde fået sine privilegier stadfæstet 1604, 1648, og i 1651 henlagdes det såkaldte Alhedemarked, der hidtil havde været afholdt 2 mil fra byen, til Hjørring. Forholdene i byen var imidlertid så fattige, at man afskaffede den gamle magistrat og lagde hele øvrighedsmagten i hænderne på byfogeden. Som følge af brandene havde staten eftergivet skatterestancer, og man indrømmede sågar over en årrække skattefrihed, men først et godt stykke henne i 1700-tallet begyndte byen atter at komme få fode. For byens erhvervsliv fik landbruget større og større betydning. Byen havde fra gammel tid et betydeligt jordtilliggende, og stigende jordpriser i 1700-tallet sidste halvdel medførte fremgang. I 1739 nedlagdes den lille latinskole.
1702 flyttedes Horns og Vennebjerg herredsting til Hjørring, og 1778 blev byen sæde for en distriktskirurg, ligesom man i 1794 fik apotek. Større betydning fik imidlertid at Hjørring, som resultat af kongelig resolution af 4. september 1793, blev amtmandssæde (se Hjørring Amt), og at der 1. januar 1801 åbnedes en amtstue. Dette medførte at folk fra oplandet hyppigt fik ærinde i byen, og dette øgede omsætningen. Endnu et par brandkatastrofer ramte byen henimod slutningen af 1700-tallet, men konsekvenserne var langt mindre end tidligere.
[redigér] 19. århundrede
Krigen 1807-1814 satte en stopper for kysthandelen med Norge, og der gik flere år inden den kunne genoptages. Dette gav byen en ny chance, idet omegnens bønder nu påny fattede interesse for at afsætte deres produkter i Hjørring. Da kysthandelen blev genoptaget opførte driftige borgere, bl.a. konsul Christian H. Nielsen, egne pakhuse på kystpladserne. Landbrugets opblomstring efter krisen i 1820erne fik stor betydning for byen, og i denne periode begynder en vis industri at præge byen. Der fandtes et stort rebslageri, farverier, et par jernstøberier og fra 1842 et trykkeri, fra hvilket Hjørring Amtstidende fra 1843 udgik. Fremgangen gav sig udslag i et øget befolkningstal; i 1801 havde byen 744 indbyggere, 1850 var der 1914. En vigtig forudsætning for denne udvikling var også udbygningen af vejnettet der forbedrede kontakten med oplandet. 1844-46 anlagdes chausséen til Løkken, byens gamle udskibningshavn. 1845-1849 byggedes chausséen til Aalborg og Frederikshavn. I de samme år forbedredes postforbindelsen, og i 1857 åbnedes telegrafen. 1844 grundlagde man til støtte for erhvervslivet en sparekasse, og i 1855 begyndte Diskontobanken sin virksomhed. I 1872 genåbnede latinskolen.
I takt med den økonomiske udvikling udvidede byen sit areal. Først bebyggedes området mod øst langs den nuværende Strømgade og Østergade, siden til alle sider. 1819 indtraf endnu en brandkatastrofe der ødelagde bygningerne langs Østergades søndre side. I 1843 forærede Christian 8. den i 1821 anlagte plantage til byen; denne fik navnet Christiansgave. Tabet i forbindelse med flytningen af Horns herredsting til Frederikshavn i 1815 opvejedes af tilgangen af Børglum herredsting i 1825.
Den økonomiske vækst tog for alvor fart omkring 1850, og inden år 1900 var befolkningstallet mere end firedoblet. Gadenettet blev udvidet, og 15. august 1871 åbnedes jernbanen mellem Aalborg og Frederikshavn. Nye jernstøberier og maskinfabrikker oprettedes foruden spinderier og klædefabrikker. 1883 begyndte bryggeriet Vendia (overtaget af Ceres 1964, nedlagt 1989), 1890 åbnedes en tobaksfabrik, og i 1891 etableredes andelssvineslagteriet (lukket 2005). Byen fik elektricitetsværk i 1896.
[redigér] 20. århundrede
I 1901 udgjorde befolkningstallet 6538, og i årene 1900-1960 mere end fordobledes befolkningstallet så der i 1960 var ca. 15.000 indbyggere; udviklingen er siden fortsat så der i dag (2005) bor omkring 25.000 mennesker inden for bygrænsen. I 1913 åbnedes en privatbane til Løkken og Åbybro og en bane til Hørby. 1924 påbegyndtes driften på banen mellem Vodskov og Østervrå, og i 1925 åbnedes banen til Hirtshals. I 1939 blev samtlige baner samlet i aktieselskabet Hjørring Privatbaner.
Gas- og vandværket kom til i 20. århundrede. 1890 anlagdes et nyt stort amts- og bysygehus, som siden er udvidet betydeligt, bla. med ny sengebygning i 1989. 1903 overgik latinskolen i overensstemmelse med skolereformen af 1903 til gymnasium (se Hjørring Gymnasium), og i 1957 oprettedes Hjørring Seminarium. Siden 1848 blev byen et politisk centrum, og herfra udgik også siden 1872 Vendsyssel Tidende, sprængt i luften af Peter-gruppen i marts 1945, fra 2000 en del af Nordjyske Stiftstidende.
Gennemgribende bysaneringer i 1960'erne medførte en fuldstændig nedrivning af kvarteret omkring Fiskebakken og Bassingade syd for Sankt Olai Kirke til fordel for parkeringspladser.
Den statslige egnsudviklingspolitik fik betydning for byen, idet Hærens Materielkommando (HMAK) i 1968 flyttedes til byen. I byens østlige udkant ligger et stort industriområde som for en stor del er præget af metalindustri.
[redigér] Bygninger og institutioner
[redigér] Amtmandsboligen
Amtmandstoften, opført 1910 (arkitekt Hack Kampmann). Foran amtmandsboligen er 1951 opstillet en "tyrebrønd" (udført af Jan Buhl), skænket af Sparekassen for Hjørring By og Omegn.
[redigér] Bistrup
Den nu nedlagte gård Bistrup (1466 Bestrvp) har vel ligget på den nuværende Østergade. Den tilhørte i middelalderen Børglumbispen og lå endnu i 1800-tallet uden for det egentlige byområde; muligvis har den forbindelse med en gammel kongsgård som blev afhændet til bispestolen. 1510 omtalt som Bistrup bispegård. Ved reformationen kom Bistrup under kronen, men har sikkert været temmelig forfalden; i hvert fald anvendtes den ikke til bispebolig da bispen over Vendelbo stift, den i Hjørring fødte Oluf Chrysostomus, tog bolig i byen. Bortmageskiftet 1573 som en fæstegård til Otte Eriksen Banner til Asdal og Bangsbo (død 1585). 1642 tilhørte den Jochum Beck til Gladsax i Skåne (død 1682) og kom fra ham under Odden, hvorunder den hørte omkring 1800.
[redigér] Hjørrings kirker
[redigér] Sankt Catharinæ Kirke
Hjørrings største kirke er Sankt Catharinæ kirke (viet til Sankt Catharina af Alexandria) i nærheden af byens gamle torv. Den består af en senromansk kerne af teglsten, men domineres af senere om- og tilbygninger. Disse er:
- sengotisk kor i øst
- sakristi i nord
- kapel i syd
- tårn i vest
- treskibet nordfløj (nu hovedskib) fra 1924-26 med våbenhus nordligst på østsiden.
Af den oprindelige romanske teglstensbygning er kun bevaret få rester, men en lille stump af en profileret sokkel med nederste del af en pilaster viser at den har tilhørt den vendsysselske teglstensgruppe, og enkelte krumhugne kvadre kan tyde på, at den har haft en apsis.
I sengotisk tid, formentlig 1. halvdel af 15. århundrede blev det oprindelige korparti erstattet af et tresidet afsluttet kor med "knækket" gavl, men korbuen synes at have været bevaret indtil ca. 1650. Ved korets nordside opførtes et sakristi, og hele kirken fik krydshvælv. Kort efter midten af 15. århundrede opførtes ved sydsiden af skibet et kapel med 8-delt hvælv, Sankt Annæ kapel, der if. en nu forsvunden gravsten var grundlagt af præsten Peder Pedersen, som døde 1489.
[redigér] Sankt Olai Kirke
Sankt Olai Kirke er Hjørrings ældste kirke og viet Hellig Olav. I følge Resens Atlas skal den være opført af Olavs halvbroder Harald, mens en anden tradition, gengivet af magister Albert Thura, siger at den er bygget 1038 af Magnus Olavsøn. Kirken havde i middelalderen betydelige jordbesiddelser, hvilket tyder på at den var byens hovedkirke og muligvis har overtaget et hedensk kultsteds rolle.
Kirken består af en romansk granitkvaderbygning med våbenhus og korbue i munkesten fra gotisk tid. Under kirken er der fundet spor af en eller to kirker af træ. På kirkegården fandt man 1936 en formentlig romansk gravsten formet som et hulkantet gravtræ; den befinder sig nu i Vendsyssel Historiske Museum.
[redigér] Sankt Hans Kirke
Kirken består af et senromansk kor og skib samt et nyere våbenhus. Den er den største og bedst bevarede inden for den vendsysselske gruppe af senromanske teglstenskirker. Koret er for størstedelen opført af granitkvadre og har sikkert oprindelig haft apsis; det er sikkert en del ældre end det rummelige skib, der næsten udelukkende er opført i røde munkesten med mange dekorative elementer i form af den vendsysselske teglstensgruppes vanlige lisener og rundbuefriser, som her er gennemført med stor regelmæssighed.
På skibets væg fremdrog man 1875 et smukt højgotisk kalkmaleri (ca. 1350), som forestiller den hellige Christoffer bærende på Jesusbarnet. Andre kalkmalerier fra samme periode blev atter overhvidtet.
[redigér] Lundergård
Lundergård er navnet på en middelalderlig hovedgård som siden har givet navn til Lundergårdskolen i Hjørrings vestlige del.
[redigér] Provstegården
Provstegården i Vestergade, opført 1773-74, er et smukt eksempel på 1800-tallets bindingsværksgårde. Den lange længe er i et stokværk af glat bindingsværk med kvist og pynteligt udskåren gadedør. Provstegården istandsattes 1917 og blev 1943 overtaget af Vendsyssel Historiske Museum.
[redigér] Skoler og uddannelsesinstitutioner
I Hjørring by findes folkeskolerne:
- Bagterpskolen [1]
- Hjørring Friskole
- Hjørring Private Realskole [2]
- Holmegårdskolen [3]
- Højene Skole
- Lundergårdskolen
- Muldbjergskolen
- Hjørring Ny 10 [4]
- Rudolf Steinerskolen
Videregående uddannelser:
- Hjørring Gymnasium og HF
- EUC Nord (sammenslutning af bl.a. Hjørring handelsskole og Hjørring tekniske skole)[5]
- Hjørring Seminarium
Vejledning af Unge om uddannelse:
- Ungdommens uddannelsesvejledning UU Vendsyssel [6]
[redigér] Vendsyssel Kunstmuseum
tidligere Hjørring Kunstmuseum, grundlagt 1964, har siden 2000 til huse i den nu nedlagte Bechs Klædefabrik (ombygning ved Arkitektfirmaet C.F. Møller). Museet rummer en betydelig samling af moderne nordjysk kunst. Se museets hjemmeside her
[redigér] Om byen
Hjørring er en gammel amtsby, derfor er der gode uddannelsesmuligheder samt et stort sygehus. Desuden har Hjørring også en af verdens største fodboldturneringer, nemlig Dana Cup.
Omkring byen findes også nogle af Danmarks bedste strande, Løkken og Tversted.
Hjørring er også hjemby for Hjørring revyen. Byen har desuden et stort militært reparationsværksted, HMAK, som ligger i byens sydlige del.
Hjørrings placering gør, at den i mange århundreder har været samlingspunkt for egnen, både kultur- og handelsmæssigt.
[redigér] Transportmuligheder
Hjørring har mange gode transportmuligheder.
- Bybusser
- Motorvej, som er forbundet med resten af landets motorvejsnet
- Togforbindelse til Hirtshals (færge til Norge)
- Togforbindelse til Frederikshavn (færge til Sverige)
- Under 50 min. kørsel til int. lufthavn i Aalborg
[redigér] Venskabsbyer
- Kerava i Finland
- Kristiansand i Norge
- Reykjanesbær på Island
- Trollhättan i Sverige
[redigér] Se også
- Anders Matthiesen Hjørring
- Christian H. Nielsen
- Henri Nathansen
- Hjørring Gymnasium
- Hjørring Privatbaner
- Knuth Becker
- Oluf Chrysostomus
- Poul Kjærholm
- Sankt Hans Sogn (Hjørring Kommune)
- Sankt Olai Sogn (Hjørring Kommune)
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
Koordinater: 57° 27' 44 N; 9° 59' 1 E
- Hjørring Kommune på nettet efter sammenlægningen
- Hjørring Kommune på nettet før sammenlægningen
- Hjørring Turistbureau
- Hjørring erhversråd
- Vendsyssel Historiske Museum
- Vendsyssel Kunstmuseum
