Møn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kort over Lolland, Falster og Møn

Møns Klint

Møn er en ø ud for Sydsjællands kyst. Mod nord skiller Ulvsund Møn fra Sjælland, og mod vest skiller Grønsund øen fra Falster. Møn er kendt for sin naturskønhed, gode badestrande, kirker med kalkmalerier (Elmelundemesteren) og er hjemsted for Møns Klint. Møns hovedby Stege har et af de mest velbevarede fæstningsanlæg i Norden. Mølleporten i Stege fra slutningen af 1400-tallet er enestående som en bevaret byport fra middelalderen. Bag voldanlægget gemmer sig et autentisk købstadsmiljø.

Møn er forbundet med Sjælland af Dronning Alexandrines Bro. Nord for Møn findes den lille ø Nyord, og mellem Møn og Sjælland i Stege Bugt findes også øen Lindholm, hvor Statens Veterinære Institut for Virusforskning er placeret.

Areal: 23.747 ha (237,47 km²).
Befolkningstæthed: 49 pr. km² (landsgennemsnit: 123)
Befolkning: 10.547 (1. januar 2005).
Højeste punkt: Aborrebjerget, 143 m.

[redigér] Historie

I den Ældre Edda omtaltes en lokalitet, der formodes at være Møn. Efter sagnet beherskede to vætter Møn: Den ene, Jøjin Opsal, boede på Høje Møn (se også Klintekongen), og den anden, Grøn, på Vestmøn, hvor Grønsund skulle være opkaldt efter ham.

I middelalderen havde Møn en økonomisk betydning som følge af sildefiskeriet i Øresund og skånemarkedernes nærhed. Både Stege og Borre var købstæder og betydelige byer. Steges borg, Stegeborg eller Stegehus, var en af landets vigtigste fæstninger.

Efter at Møn var blevet plyndret af venderne, blev øen under Valdemar 1. den Store udgangspunktet for togter til Venden. I 1252 erobrede tyskeren Henrik af Æmelthorp Møn, og i 1289 blev øen angrebet af de fredløse og nordmændene. Under Lübecks krig mod kong Hans ødelagdes Borre, mens Stege under Anders Bille slog angrebet tilbage. Under Grevens fejde sluttede mønboerne sig til oprørerne, og Steges borgere erobrede Stegehus og ødelagde det.

I svenskekrigen 1658—60 forsvarede Møn sig længe, først under Just Ebel og siden under Hans Schrøder (senere adlet som Løwenhielm). Til sidst gik svenskerne i land fra Bogø og slog forsvarerne ved Lille Damme. Møn blev plyndret og rejste sig kun langsomt efter dette tab.

I 1664 blev Møn pantsat til den hollandske købmand Gabriel Marselis, og efter hans død i 1672 blev den overtaget af sønnen Vilhelm (adlet under navnet Gyldencrone). I 1684 blev pantet indløst.

I 1685 blev hestegarden forlagt til Møn, og chefen Samuel Christoph von Plessen blev også amtmand på øen. Dette betød en yderligere nedgang for Møn. Jord blev konfiskeret fra bønder til brug for græsning, og bønderne fik yderligere plager i hoveri og plyndringer. Da øen var helt udpint, måtte garden i 1697 flytte. Der blev lagt sag an mod Plessen, som blev sat i fængsel, hvor han døde i 1704.

1696 blev stavnsbåndet (vornedskabet) ophævet på Møn på den betingelse, at bønder, der havde mere end een søn, skulle lade en søn uddanne i sømandsskab. Derfor oprettedes også en navigationsskole i Stege i 1701; men den blev i 1727 flyttet til København.

I 1769 blev det mønske krongods, opdelt i 5 hovedgårde, udbudt til salg. Bønderne forsøgte selv at købe dem, hvilket kun delvis lykkedes, idet omkring halvdelen af bønderne blev fæstebønder ved de 5 nye godser: Marienborg, Nordfelt, Klintholm, Liselund og Ålebækgård.

I begyndelsen af 1900-tallet boede der ca. 14.000 mennesker på øen, men i løbet af århundredet faldt befolkningstallet ligesom på mange andre øer. Affolkningen stoppede dog i 1970'erne, og siden da har indbyggertallet været nogenlunde konstant.